Debat: To partier er imod at studerende kan blive valgtilforordnede

9. april 2022 Sønderborg Skrevet af: Redaktion

Søren Østergaard, Fælleslisten & Jesper Højmark Esbensen, Konservative, skriver:

Den 30. marts godkendte Byrådet en beslutning om at bruge studerende som valgtilforordnede og det er en vigtig opgave at tilse at valgene foregår korrekt. En opgave der burde være fyldt med prestige og blive behandlet som en vigtig opgave.

Ved de seneste valg har der gentagne gange været klager over de valgtilforordnede. Når man så i den situation ikke finder andre, kan det kun være, fordi det er svært at finde borgere, der vil bruge en arbejdsdag og 12 timer som valgtilforordnet. Og det timetal er lavt sat, fordi det ofte bliver sent. Og så for et vederlag på blot 1000 kroner, som der i øvrigt skal betales skat af.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu ønsker Byrådet at trække studerende til og det er nok den eneste indkomstgruppe i landet, der ikke taber på den opgave – med mindre de altså har et studie job.

Hos Fælleslisten og de Konservative i Sønderborg mener vi, at det er en falliterklæring at begynde at trække studerende ind. I stedet burde der gøres noget ud af at gøre det til den prestigefyldt opgave, det burde være. De mange fejl viser, at der nok skal gøres lidt mere ud af instrukserne – så hvorfor ikke kræve at de tilforordnede gennemgår en kort ’uddannelse’ før de kommer på opgaven. Lad så kun de, der har gennemført den få lov at være tilforordnede og giv dem et vederlag, der rent faktisk ligner voksne menneskers aflønning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gør dagen hyggelig og kommuniker det ud. Afslut valget med en ’efterfest’ for dem, der var valgtilforordnede og giv en samlet evaluering af deres indsats.

At give opgaven til studerende fjerner også partiernes mulighed for at aktivere de medlemmer, der har tid og lyst. Medlemmer, der allerede med deres medlemskab har vist, at de interesserer sig for demokratiet.

Vi finder det betænkeligt, at der skal trækkes studerende ind på bekostning af medlemmerne af bl.a. de partier der ikke opnåede valg til byrådet. Netop disse partier kunne måske have interesse i at aktivere deres medlemmer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Her vil det være langt mere sandsynligt, at vi finder motiverede valgtilforordnede.

Vi kan også overveje at bruge pensionister til opgaven, de har ofte vist sig uvurderlige som eksamensvagter og de har et helt livs dannelse i demokrati.

Vi anerkender behovet for at gøre den unge aldersgruppe politisk bevidste, men at det skal ske på bekostning af de allerede politisk aktive, finder vi besynderligt.

Redaktionen: Op til valgene bliver partierne bedt om at stille med et antal tilforordnede – og hvis det ikke er muligt for enkelte af partierne, så kan der med Byrådets beslutning, suppleres med studerende.