Finn Andersen, Haarby, skriver:
Jeg overværede en ordveksling mellem nogle redderelever:
“Hvorfor skal vi egentlig gennemgå en redderuddannelse når vi hele tiden hører, at det vi bliver uddannet til, kan alle bare udføre og intet kan gøres forkert”.
De har jo ret og jeg finder regionernes stadig stigende og ukritiske brug af akut- og førstehjælpere bekymrende.
Regionspolitikerne har – i deres iver for at spare – set store muligheder i brugen af akut- og førstehjælpere – ikke alene til hjertestop, men til alle former for ulykker og tilskadekomst på bekostning af ambulanceberedskaber med uddannede reddere.
Politikerne planter dermed en holdning hos borgerne om, at bare der kommer en eller anden form for “hjælp” er det bedre end ingenting. Og hvad værre er, politikere indgyder befolkningen, at “man” jo ikke kan gøre noget forkert.
Intet er nok mere forkert.
Akut- og førstehjælpere er typisk folk med et kursus i førstehjælp/akuthjælp på ganske få timer, hvilket giver kendskab til, hvordan man reagere i tilfælde af eks. hjertestop, blødninger, lejring og let behandling af tilskadekomne osv.
At disse hjælpere bruges i offentligt regi eller på anden måde organiseres til udbringning af hjertestarter og påbegynder hjertestopbehandling, finder jeg helt optimalt og på alle måder godt.
Men at regionerne og alarmcentralerne begynder at sende folk med kursusforløb på
Modelfoto.
få timer – og i øvrigt uden yderligere erfaring med hverken udrykningskørsel eller skadestedserfaring – til alle former for ulykker, sygdom og tilskadekomst, finder jeg stærkt problematisk. Som jeg ser det, devaluerer det fuldstændig den præhospitale indsats, hvor ambulanceredderne netop er en af grundpillerne.
Uddannede reddere giver tryghed
Ambulanceredderne ved om nogen, at netop i den helt tidlige indsats, er der mange ting, der kan gå galt og forværre patientens akutte situation eller give et ringere behandlingsforløb efterfølgende. Præcis derfor er der lavet en redderuddannelse på 3 år og 5 mdr. så redderne kan håndtere syge og tilskadekomne. Både hvad angår medicin, brug af udstyr og kommunikation med læge og sygehus.
Redderne bliver kontinuerligt opdateret og efteruddannet og kan stilles til ansvar for deres behandling, bla. i Patientklagenævnet.
Nogle af akut/førstehjælpere kører endog i et udrykningkøretøj, der er pakket op med bla. medicinsk ilt, halskraver, medicin og forskelligt måleudstyr, kun med ganske få timers uddannelse som baggrund.
Hvem har ansvaret?
Det rejser unægteligt en del spørgsmål.
Hvis ansvar kører og agerer disse hjælpere på?
Hvordan står patienter efterfølgende, hvis de er blevet fejlbehandlet og har fået varige men eller i værste fald dør?
Hvordan forholder forsikringsselskaber sig i retssager om evt. erstatningskrav ved fejlbehandling?
Endvidere rejser det nogle samfundsspørgsmål.
Hvorfor skal områder i Danmark betjenes af førstehjælpere/akuthjælpere og andre af profesionelle ambulancereddere?
Der er jo ikke differencieret skat afhængig af, hvor man bor, så må man vel også kunne forvente den samme professionelle hjælp ved ulykke og tilskadekomst?
Skal den service som borgerne med rimelighed forventer, når ulykke og sygdom rammer ,afhænge af politiske luner og forgodtbefindende?
Breder frivilligheden sig?
Ville man se noget tilsvarende andre steder i sundhedsvæsnet:
“Vi sender lige nogle frivillige akuthjælpere til den afdeling, hvor der mangler læger eller sygeplejersker”.
Næppe!
Jeg er stor tilhænger af, at alle lærer førstehjælp og mener seriøst, at det burde være noget alle tilegnede sig, allerede fra børnehaven og hele vejen op i skolesystemet.
Men jeg er stor modstander af, at politikere bilder borgerne ind, at ved at udbygge diverse frivillige akut- og førstehjælpereordninger, så bliver det et alternativ til professionelle ambulancereddere – for reelt er det jo dem, politikerne ikke vil prioritere.
