Debat: Venstre vil have en plan der sikrer de frivillige brandværns fremtid

22. december 2022 Sundeved Skrevet af: Redaktion

Byrådsmedlem Daniel Staugaard, Venstre, skriver:

Indholdet i slukningskontrakterne, som skal laves mellem Beredskab Sønderborg og de enkelte frivillige brandværn, skal godkendes i Byrådet og det skete onsdag.

I kontrakterne står der, at de frivillige brandværn har en forpligtigelse til at materiellet er i driftssikker og udrykningsklar stand. Det er en rigtig stor opgave nogle steder og Sønderborg Kommunes dårlige økonomi og de mange besparelser gør jo ikke opgaven mindre.

Artiklen fortsætter under annoncen

Som jeg nævnte på et tidligere byrådsmøde, så kører der en del brandbiler, som nærmest kan betegnes som veteranbiler, rundt. Ikke mindst i Egernsund og Gråsten, hvor flere udrykningskøretøjer stadig kører rundt 10 år efter at de var planlagt til at blive udskiftet.

Den 1. december i år nedlagde Vester Sottrup Frivillige Brandværn sig selv efter, at de i 76 år har skabt tryghed blandt områdets borgere. På kun to år er de gået fra at være et værn, der kunne stille med brandfolk nok til at rykke ud ved brand til nu at mangle brandfolk. Det er foruroligende.

Artiklen fortsætter under annoncen

Min afdøde far var igennem mange år kaptajn på denne brandstation og et eller andet sted er jeg glad for, at han ikke skulle opleve denne triste lukning.

Nu kan Sønderborg Kommune så, som en anden gravrøver, hente bilerne på stationen i Vester Sottrup og så pensionere et par veteranbiler på andre stationer.

Det er i sig selv trist, at brandværnet i Vester Sottrup ikke længere kan skabe tryghed for borgerne.

Men både Vester Sottrup Frivillig Brandværn og vores andre frivillige brandværn er også aktive spillere i civilsamfundet ved byfester, fastelavn og eller ved at lave ’julesne’ på byens torv de år, hvor vi ikke har en hvid jul.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Danmark er de frivillige brandværn nemlig et sønderjysk fænomen, og stammer fra tiden under tysk herredømme efter 1864. Der er omkring 50 frivillige værn og 1200 brandfolk i Sønderjylland. Forskellen på brandfolk i Sønderjylland og resten af landet er kun lønnen. De har samme uddannelse og løser den samme opgave.

Jeg vil gerne foreslå, at vi sætter gang i en tvær-kommunal sønderjysk handleplan, hvor vi i samarbejde med også de frivillige brandværn syd for grænsen, får fundet løsninger, som kan bevare vores frivillige brandværn i fremtiden.

26. april 2024 Erhverv, Sønderborg

Grønt lys fra Sønderborg Varme til sammenlægning med Broager Fjernvarme

26. april 2024 Erhverv

Billigere fjernvarme til forbrugerne og bedre muligheder for at skabe et grønt fjernvarmenet. Det er et par af gevinsterne ved at sammenlægge Broager Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a, og bestyrelserne i begge selskaber har netop fået solid opbakning til at fortsætte drøftelserne om sammenlægning. Siden november har Broager Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a […]

Læs mere...