Debat: Vi må give Donald Trump en chance

11. november 2016 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

SønderborgNYT har modtaget følgende læserindlæg fra Søren Tylvad Andersen, Konservative:

Når man ser tilbage på Donald Trumps udtalelser gennem valgkampen, så er det svært ikke at blive bekymret for hans præsidentskab. Vi kende alle nogle af de værste eksempler, og det er næppe nødvendigt at gentage dem her. Mange af hans erklæringer og løfter fra valgkampen, vil hvis de bliver gennemført, bestemt ikke bidrage til at gøre verden til et bedre sted – tværtimod.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men nu er valget overstået, og vi må acceptere det faktum, at det amerikanske folk har valgt han til ny præsident. Det bliver nu overordentligt spændende at se hvilken vej han vælger. Vil han forsøge at leve op til allede horrible udtalelser som han kom med under valgkampen, eller vil han påtage sig det ansvar som følger med at være leder af verdens mægtigste nation?

I Storbritannien var det ikke noget kønt syn, hvorledes Farage & Co stak af i vild flugt fra ansvaret for det Brexit, som de havde plæderet for. Men et præsidentvalg er noget andet, og handler jo netop om at få ansvaret.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nu hvor virkeligheden også har indhentet Trump, tror jeg ikke at han har lyst til at stikke af fra ansvaret. Trump har opbygget et stort forretningsimperie, og det ville næppe have været muligt, hvis han ikke evnede at tage ansvar. Eller hvis hans handlinger altid svarede til de udtalelser som vi kender fra valgkampen. Jeg har således svært ved at tro, at han nu vil handle på de mest destruktive og tossede erklæringer fra valgkampen. Han vil utvivlsomt gå i gang med at prøve at implementerer mange af løfterne – her under også nogle som set fra Europa er svære at forstå. Eksempler herpå vil sikkert være en udvanding af ObamaCare og uændret begrænset våbenkontrol. Men jeg tror som sagt på at de allermest tossede løfter bliver lagt i skuffen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Trump har endnu ikke fremlagt et sammenhængende politisk program. Og det er svært at sige noget sikkert om hvilken vej han vil vælge. Under alle omstændigheder er der rettigheder og principper som vi i Europa ikke skal gå på kompromis med for at tækkes Trump. Men nu må vi se hvordan han agerer og give ham chancen for at vise sit værd og tage ansvar i den virkelige verden.

Deltag i debatten på SønderborgNYTs Facebookside.