Bo Vistisen, Augustenborg, skriver:
En af de ting Augustenborg har haft succes med i de senere år er udviklingen omkring kunst. Det har udmøntet sig med værksteder, galleri og skulpturpark senest med palæet Augustiana med udstillinger. Det bør vi holde fast i og udvikle.
Der har været koncerterne med kendte kunstnere ved slottet. Det er dog blevet indstillet pga. slottets nye ejer og anvendelse.
Der var også et bemærkelsesværdigt initiativ i ’70-erne med udvikling af vikingeskibene Sebbe Als og Ottar, der har været rundt i verden og stadig er aktive i Augustenborg. Der er få byer, der kan fremvise en sådan aktivitet.
Så kæmper Augustenborg en stadig kamp for at holde byens herskabelige tilblivelse og udvikling gennem 5-6 generationer i fokus, gennem arkitektur og historie. Her har by- og parkvandringer udført af frivillige fra Lokalhistorisk Arkiv bl. a. været med til at stille turister og besøgendes nysgerrighed. Der er også lavet vandreture ud over Als, for at opleve naturen og de talrige seværdigheder.
Det er alt sammen alsisk kultur på flere historiske planer. Als rummer alt! Fra stenalder til nutidig kunst.
Vi havde sågar et lille turistbureau i Storegade.
Det er den fortælling Augustenborg skal holde fast i, selv om regeringen og vores demokrati i de seneste år har måttet bevæge sig mod større enheder, hvorved det nære og lokale nemt kan blive klemt og tabt.
Tidligere rådhus bruges kun af få
Derfor er jeg fortaler for, at udvikle et center i Augustenborg for kultur, historie og naturoplevelser på Als, så disse værdier kan udstilles og formidles. Jeg har foreslået det tidligere rådhus, uden at vide, hvad, Sønderborgs planer med bygningen er.
Men Hattelauget flytter tilbage til Sønderborg så bygningen er ledig og vil være velegnet med en helt central placering ud til Storegade. Jeg mener også, at pladsen ved havnen i fremtiden bør bidrage til at trække turister til byen. Turisterne er over hele Als og det skader vel ikke noget, at hjælpe dem med ideer til oplevelser.
Som udefra kommende tager jeg mig til hovedet over anvendelsen af byens mest centrale bygning. Faktisk troede jeg i starten, at pladsen foran måtte være Bytorvet indtil en fortalte mig, at det var Rådhuspladsen i Augustenborg. For jeg kom i 2010.
Det er bare 13 år siden, at Augustenborgs administration måtte rømme bygningen. På en måde har vi jo stor succes med Kunstværket, men på den anden side står denne bygning lukket af for byens borgere. Den bygning burde være bibliotek, lægehus eller lignende med aktivitet, hvor borgerne kommer og går og med parkering foran, som den var det, da det tidligere Borgerservice holdt til der.
Den Hvide By står stadig til salg – så det kan nås endnu. Hvad med at arbejde på, at det der i dag er Kunstværket flyttes ud til dette arkitekttegnede byggeri og dermed huser udvikling af et fremtidigt kunstnerkollektiv – Den Hvide By. Den ligge perfekt op til parken og Palæet og vil på den måde give plads til at revurdere anvendelsen af den gamle administrations bygning til gavn for Augustenborg.
Det kunne blive stort. Er det at tænke for stort?
Ja, kære læser, det kan du så fundere lidt over.