Debatindlæg: Borgmester Erik Lauritzen svigter sit ansvar

26. november 2022 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

Byrådsmedlem Ingrid Johannsen, Venstre, skriver:

Efter et års arbejde i Byrådet har udviklingen taget en drejning, de færreste havde forestillet sig.

Borgmester Erik Lauritzen klandrer oppositionen for et dårligt samarbejdsklima, når den ikke efterkommer hans krav om dette og hint. Samarbejdsklimaet lader meget tilbage at ønske.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sidst klandrede han Økonomiudvalget for at hænge sig i forkerte detaljer, fordi nogen ikke var indstillet på at fjerne avisabonnement til byrådsmedlemmer. Byrådet må kunne forvente, borgmesteren går forrest med et godt eksempel og viser vejen. I stedet optræder han irettesættende og ytrer sig nedsættende om dem, der ikke retter ind. Det er opslidende og deprimerende.

Efter økonomiudvalgsmødet 23. november skriver borgmesteren på sin Facebookside og er citeret for at mene: ‘lidt flovt at økonomiudvalget diskuterede avisabonnement til byrødder i mere end en time’.

Artiklen fortsætter under annoncen

Borgmesteren skal stå som garant for, at punkter diskuteres på et sagligt og oplyst grundlag og ikke ender i en ubehagelig tone.

Løftes den opgave ikke, må 1. viceborgmester Stephan Kleinschmidt træde til og ‘få styr på butikken’. Det forekommer efterhånden at være påkrævet og ønskeligt.

Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst har et fint og konstruktivt arbejde på tværs af partierne med kyndig mødeledelse af formand Kjeld Stærk fra Venstre. Alle ytrer sig og bliver hørt, fordi vi går efter bolden og ikke personen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvordan kan forskellen være så stor fra det ene udvalg til det andet. Personen for bordenden er afgørende, og her er erfaring og mange år i gårde ikke nogen kvalitetsgaranti for debatniveauet. Man sidder som nyt byrådsmedlem tilbage med en flad fornemmelse og en underlig tomhed, når borgmesteren mobber, dæmoniserer og taler ned til oppositionen, fordi man ikke er af den samme holdning som borgmesteren.