Debatindlæg: En ren gidselsaffære i Augustenborg

9. september 2020 Augustenborg Skrevet af: Redaktion

Bo Vistisen, Augustenborg, skriver:

Nu udråber Netværksgruppen Augustenborg sig selv til talerør for byen og i en henvendelse til byrådet praler de med deres mangeårige opbakning og om deres repræsentantskab. Skal jeg sige det mildt, så er det endnu et groft forsøg på manipulation!

Engang var de ”De 7”. Jeg har i et tidligere debatindlæg bragt 13 ned til 5 – og nu er det så kogt ned til ”De 3” i et selvbestaltet forretningsudvalg for denne gruppe, et udvalg der ikke kan vælges eller væltes. Det siger deres egne beskedne ”vedtægter”. De har skabt dette netværk, der ikke er en forening og derfor ikke skal følge demokratiske spilleregler.

Artiklen fortsætter under annoncen

Årsagen til denne evindelige frembrusen på andres vegne, siger de, skyldes den kommende masterplan for Augustenborg. Her ønsker ”De 3” at få patent på at repræsentere borgerne i Augustenborg som et modspil eller medspil til den kommende plan, som ingen borgere endnu kender.

Hvorfor denne hast?

Lad os nu se, hvad byrådet og dets arbejdende organer når frem til.

Indspist politisk kammerateri

Det fremgår også fra Netværksgruppen, hvilke foreninger, der på forhånd vil lade sig repræsentere af ”De 3” og med hvilken vægt – i medlemstal – ”De 3”, derved repræsenterer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er det rene vås. Det er et indspist politisk kammerateri, der skaber unødigt uro i byen. Borgerne har for længst – i flere år – fulgt med i byrådets planer og har gennem Hertugbyens Udviklingsforum holdt møder og indledningsvis fremlagt deres tanker og ønsker i det, der kaldes Mini-masterplanen. Jeg håber da, at en god del af den er med i den kommende masterplan.

Dem, der driver Netværksgruppen Augustenborg er Jytte Urban, der arbejder under pseudonymet ”Jytte Bay” og hendes mand, Ole Urban og så parret Aksel Jepsen, formand for Fælleslisten, der tilsyneladende gerne vil sidde overfor sin kone, Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget og valgt for Fælleslisten.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lad os kigge på det, jeg kalder en ”gidselaffære”.

De frivillige brandmænd

Augustenborg-Bro Frivillige Brandværn repræsenteret ved Klaus Iskov har 40 medlemmer. Har Klaus Iskov overhovedet deltaget i møder eller er han taget som gidsel ved medlem Thomas Hjort, som sidder i Hertugbyens Bevaringsforening sammen med Aksel Jepsen  og Jytte Urban? Har de overhovedet andre medlemmer end de aktive brandmænd og hvorfor vil netop de gerne lade sig repræsentere ved Netværksgruppen?

Artiklen fortsætter under annoncen

Det lokalhistoriske arkiv

Lokalhistorisk arkiv for Augustenborg og Omegn har 510 medlemmer. Marianne Nehm mødte op, for første gang og som konstitueret formand, for at sætte sig ind i, hvad formand Birte Thuesen havde kaldt ind til. Pludselig er foreningens mange medlemmer taget til gidsler.

Men tror I, at de 510 medlemmerne fra hele Midtals – med deres medlemskab – har ønsket at lade sig repræsentere ved Aksel Jepsen, Lars Tholander og Lisbeth Holm i foreningsmæssige spørgsmål?

Artiklen fortsætter under annoncen

Og kan man bare antage dette, fordi en ny konstitueret formand møder op til et informationsmøde?

Vikingeskibet

Sebbe Als har 198 medlemmer. Vi er glade, hvis bare 10 medlemmer møder op. Det siger jeg, fordi jeg selv er medlem. Men 198 betalende medlemmer, hvor et medlemskab koster 300 kr.?

Hvis det er et tal formand Allan Jensen mener, tegner foreningen og kan stå inde for, bør vi nok se os om efter en ny formand. Og hvorfor skulle Sebbe Als have nogen interesse i på forhånd at lade sig repræsentere af trioen?

Nu har jeg nævnt tre foreninger, der helt sikkert vil det bedste for Augustenborg og sikkert også for Hertugbyens kommende masterplan – men som jeg tror, er taget som gidsel til at lade sig repræsentere af den førnævnte trio.

Vidste de, at mødet i Kunstværkets lokaler den 1. september skulle bruges til en fælles annoncering til hele Sønderborgs Kommunes byråd, hvor de er taget som gidsel til at være en del af Netværksgruppen?

Eller mødte de op for at spørge ind til Netværksgruppen og høre, om den kommende masterplan for Augustenborg er for Augustenborg by, den tidligere Augustenborg kommune, altså for hele Midtals eller KUN for Hertugbyen Augustenborg?

Hvorfor venter vi ikke bare stille og roligt, til masterplanen kommer til oktober. Læser den og prøver at forstå den, for så at finde ud af, om og hvorledes den kan gennemføres på det lokale plan.

Og lad mig så til sidst gøde jorden lidt, for der kunne måske komme ændringer undervejs. Når man hører om denne ”gidseltagning” af lokale foreningsmedlemmer, bagmændene og måden det foregår på, bør Aase Nyegaard nok lige huske, at der kommer et kommunalvalg – og Aksel Jepsen og Jytte Urban bør ligeledes huske, at de er på valg til foråret i Hertugens Bevaringsforening.

Får de for få stemmer, er de ude.

Det er realpolitik.

Og det kan I, kære læsere, så tænke lidt over.