Debatindlæg: Er Sønderborgs borgmester liberalist?

3. oktober 2019 Sønderborg Skrevet af: Ole Kæhler

Jørgen Jørgensen, SF, Sønderborg, skriver:

Noget kunne tyde på vores borgmester er liberalist. Hans egen statsminister toner dog rødt flag i sin åbningstale og vil gøre op med det frie valg og den megen konkurrence i velfærdsydelserne.

Her i Sønderborg skal der spares 50 millioner kroner i de kommunale budgetter. Det er en alvorlig sag. Og det politiske slagsmål om magten og æren er allerede i gang. Venstres Peter Hansen mener, ikke overraskende, at løsningen både er et lavere serviceniveau og udlicitering af de kommunale opgaver.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den er vores borgmester, Erik Lauritzen, tilsyneladende med på. Han kalder det bare konkurrenceudsættelse, velsagtens for at få det til at lyde mere spiseligt. Men det betyder det samme. Nemlig at man kan spare penge på driften ved at lade private firmaer stå for at drive kommunens kerneydelser.

Det er forståeligt at en borgerlig liberalistisk politiker som Peter Hansen mener sådan. Som liberalist er markedsløsninger på private hænder altid bedst. Men at vores borgmester nu også mener, at der er penge at spare på udlicitering af velfærdsamfundets kerneydelser, er både overraskende og trist.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg troede faktisk han var en god socialdemokrat, som sin formand. Og ikke liberalist. Men ak.

Desværre sidder SF ikke i byrådet, så vi kan kalde socialdemokraterne til orden. Det sidste budget SF var med til at lave i 2014 indeholdt en skattestigning, hvor det vigtige for SF netop var, ikke at skulle skære i kernevelfærden i årene fremover. Men skattestigningen er spist op siger Peter Hansen. Nej siger borgmesteren, og fortæller den er investeret i at udvikle Sønderborg.

Men er privatisering og udlicitering af velfærdsopgaver udvikling af Sønderborg?

Artiklen fortsætter under annoncen

Det mener vi ikke i SF.

Hvem kommer til at betale for øget udlicitering af vores velfærdsopgaver?

Det gør borgerne selvfølgelig.

Og de ansatte.

Når kommunen både skal spare og det private firma samtidig skal have overskud, skal de ansatte løbe stærkere.

Og serviceniveauet til borgerne?

Det bliver selvsagt forringet.

Trist.