Debatindlæg: Fælleslisten med på Christiansborg og præsentere Sønderborgs grønne indsats

Arkivfoto
Arkivfoto
6. marts 2017 Sønderborg Skrevet af: Ole Kæhler

Formand Erik Lorenzen, Fælleslisten, skriver:

 

En delegation fra Sønderborg kommune var den 2. marts på Christiansborg for at præsentere resultatet af 3 års arbejde med projektet Grøn Generation.

Som en af 10 deltagende kommuner, repræsentanter fra Folketinget, regioner, undervisningsministeriet og interesseorganisationer,  satte vi vores vedtagne strategi for bæredygtighed til debat.

Vi kunne vise, hvordan vi med en målrettet indsats med ProjectZero som udgangspunkt, kan komme helt frem på scenen, når vi snakker undervisning i  bæredygtig udvikling.  Et særkende for Sønderborg er, at vi har en Grøn læseplan, der sætter rammerne for, hvordan der arbejdes med bæredygtighed fra 0 til 18 år.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi skal gennem oplysning og uddannelse motivere børnene til at reflektere over, tage ansvar for deres forbrug, tænke over, hvordan de kan skabe en bæredygtig fremtid for sig selv og kommende generationer.

Bæredygtighed er ikke længere en religion eller noget, der tilhører den politiske venstrefløj.

Bæredygtighed er heller ikke ren økologi. Det er noget, vi alle sammen skal være med til at arbejde for.

Sønderborg kommune var i den sammenhæng unik ved, at vi trods tre forskellige konstitueringer i byrådet, holder fast i strategien om at blive co2-neutral i 2029.

Artiklen fortsætter under annoncen

Konklusionen på konferencen var netop, at politisk stabilitet og vilje, uden skelen til politiske ideologier, er vejen frem. Det kan vi i de kommuner, der er længst fremme.

Det kniber desværre lidt mere på Christiansborg.

Landspolitikernes deltagelse på dagen var stort set ikke eksisterende – trods flere tilkendegivelser på forhånd og at arrangementet foregik netop på Christiansborg.

Vi har i Sønderborg bæredygtighedsstrategier med udgangspunkt i sociale, kulturelle, økonomiske og miljømæssige forhold.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi har en strategi for produktion af lokale fødevarer og senest, som den første kommune i Danmark  et medlemskab af UNESCO Sustainable Learning Cities, et internationalt netværk som gennem uddannelse og inddragelse af borgerne sikrer bæredygtig udvikling og vækst.

At Sønderborg var med til at sætte dagsordenen på konferencen blev understreget af at vi havde tre mand i panelet til den efterfølgende debat. Peter Rathje, valgt af virksomhedsgruppen, vores  elevrådsrepræsentant Thor Kryhlmand Iversen fra elevgruppen og undertegnede fra gruppen med  kommunalpolitikere.