Debatindlæg: Iskonditoriets ejer ser en bilfri Sønder Havnegade som en fordel for os alle

6. maj 2021 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

Christian Telling, Iskonditoriet, Sønder Havnegade, skriver:

Onsdag aften bragte SønderborgNYT nyheden om, at Sønder Havnegade lukkes for kørende trafik i juli og august – og det gav en lang række kommentarer på SønderborgNYTs Facebookside – og ordene i kommentarsporet fik Christian Telling fra Iskonditoriet til at reagere:

Først vil lige nævne, at jeg vel er det, man kalder ‘restauratør’ i Sønder Havnegade – det kan man vælge at tillægge betydning i det følgende eller ej.

Artiklen fortsætter under annoncen

Reaktionerne i kommentarerne til det nævnte opslag spænder farverigt fra “HURRA HURRA”… til “fucking snotskovle” – sidstnævnte er et udtryk, der har til formål at udvise særlig ringeagt for åndsevnerne hos dem, det er rettet imod, hvis nogen er i tvivl.

Det, der kendetegner et antal kommentarer, er, at de giver udtryk for kommentatorens egen primære interesse i spørgsmålet. Det er jo meget menneskeligt og almindeligt at tage udgangspunkt i sig selv – så det er der såmænd ikke noget underligt eller overraskende i.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg har forståelse for stort set alle de forskelligtrettede interesser og kan sagtens se, at nogle ubetinget vil få besværet deres hverdag af forsøget og jeg håber, at de kommer til at finde løsninger, der trods alt kan gøre besværet tåleligt.

Men helt nøgternt betragtet så må det vigtigste i spørgsmålet være, hvordan strækningen bedst tjener kommunen som helhed – selvfølgelig under hensyn til beboerne i det berørte område. Det burde være tydeligt for enhver, at strækningen de seneste par år har vist et særligt potentiale for at kunne udvikle sig til et usædvanligt liv- og stemningsfyldt område.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den slags er ikke bare et af den slags tilbud, som turister efterspørger allermest – det er også en social og kulturel facilitet, som et stort antal borgere i kommunen i særlig grad efterspørger. Begge dele har stor værdi for kommunen som helhed.

Sønder Havnegade bliver allerede nu besøgt af gående sådan meget løseligt regnet i hvert fald 1.000.000 gange om året. Det er mange nuller, det ved jeg godt, men tallet er ikke hevet ud af den blå luft. Det er baseret på det antal gange, der købes en ydelse hos en af de erhvervsdrivende på strækningen, hvilket kan anslås at være ikke meget skævt af 300.000 gange – begge ishuse medregnet.

Artiklen fortsætter under annoncen

For de gående udgør den kørende trafik under de nuværende omstændigheder en meget reel risiko, særligt i juli og august. Det er indiskutabelt kun et spørgsmål om tid, inden nogen bliver kørt ned, hvis det altså ikke er sket endnu.

Jeg respekterer synspunktet og bekymringerne om, at lukningen af Sønder Havnegade kan have negativ betydning for Hotel Sønderborg Strand, revyen og slottet.

Jeg vil gerne dele bekymringen, fordi netop disse tre er store aktiver for byen.

Men er det måske alligevel forsøget værd at afprøve, om det kunne være tilfældet, at øget tilstrømning af besøgende på Sønder Havnegade kunne have positiv indvirkning på slottets besøgstal? Om et område med liv og sommerstemning helt tæt på et hotel kunne have positiv indvirkning på hotellets belægning? Og om ikke revyens gæster rent faktisk ikke er… ‘fucking snotskovle’… der ikke kan finde vej til revyen i bil?

Artiklen fortsætter under annoncen

Man kan indvende, at det er gratis for mig at have det synspunkt, at det er forsøget værd, og at det mest sandsynlige er, at lukningen af Sønder Havnegade vil gavne alle tre eller i hvert fald som minimum ikke have negativ indflydelse på deres drift.

Men heldigvis er mit synspunkt – der bygger på min forventning – irrelevant – for nu er forsøget med en lukning vedtaget. Og når sommeren er overstået kan alle de mange års spekulationer om konsekvenserne af en lukning af gaden endelig blive afløst af reelle erfaringer.

Det er altså den måde, man bedst gør sig klog på ting på.

Og er man alligevel fortsat modstander af tiltaget, så håber jeg, at man trods alt kan finde trøst i, at de, der har det modsatte synspunkt aend ens eget, kun får tilgodeset deres ønske i knap 17 procent af året.

20. april 2024 Kultur, Gråsten

Den Kongelige Køkkenhave åbner den 2. maj

20. april 2024 Kultur

Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot åbner sæsonen torsdag den 2. maj kl. 10, så man igen kan nyde den smukke køkkenhave, skriver Sønderborg Kommune. Frivillige fra køkkenhavens Frivilligforening vil i forbindelse med åbningen vise gæster og interesserede, hvordan podningen af æbletræer foregår. Derudover vil børn fra den lokale børnehave Tumleby plante græskar og squash, […]

Læs mere...