Debatindlæg: Modsat V og DF vil Socialdemokratiet ikke bruge pauseknappen

7. maj 2021 Sønderborg Skrevet af: Redaktion

Teknik- og Miljøudvalgsmedlem Rikke Lock Harvig, Socialdemokratiet, skriver:

Det går godt i Sønderborg, hvor der er gang i mange nye byggeprojekter – både kommunale og private. Mange vil investere i kommunen. Byrådets partier har netop bevilget penge til ekstra ressourcer til planarbejde og byggesagsbehandling for at følge med. Alle må vel glæde sig over den situation – skulle man tro.

Men Venstre og DF vil tilsyneladende en pause nu. Jeg tænker, at mange borgere og ikke mindst investorer og entreprenører må undre sig over hvad der sker.

Artiklen fortsætter under annoncen

I denne uge besluttede flertallet i Teknisk udvalg at sende lokalplan for et boligbyggeri ved Hilmar Finsens Gade/Oehlenschlægergade i Sønderborg by i høring. V og DF stemte imod. Et projekt hvor bygherre ønsker at omdanne nogle triste og udslidte industrigrunde til et lejlighedsbyggeri. Et projekt og et skitseforslag som Teknisk udvalg første gang tog stilling til allerede i september 2019.

I enighed besluttede vi, at der skal laves en lokalplan for området. Når det sker går forvaltningen i dialog med investor om endelig udformning af byggeriet. Siden da har vi i udvalget fulgt lokalplansarbejdet og på flere møder nikket til projektet og de tilpasninger der er foretaget i dialog med bygherren.

Artiklen fortsætter under annoncen

På denne uges møde i Teknik- og Miljøudvalget udvalg vælger V og DF så at stemme imod at godkende og sende lokalplanforslaget i høring. De ønsker at sætte projektet i stå.

Vi har altså en situation hvor V og DF i 20 måneder har kendt projektets udformning, drøftet og behandlet sagen og været enige i at køre processen med henblik på godkendelse af en lokalplan. Men nu vil man stoppe projektet og det med den begrundelse, at de vil afvente arkitekturpolitikken. En politik der skal være klar i starten af 2022 og blive gældende i den kommende kommuneplan fra 2023.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det vil jo være at holde bygherre for nar. Det ville så betyde at bygherre skulle vente til 2022 for så at starte processen op på ny. Og det på et projekt der er grydeklart og gennembelyst i 20 måneder. Det må jo så også betyde at V og DF mener, at alle nye byggeprojekter i Sønderborg fra nu skal på standby indtil en arkitekturpolitik og ny kommuneplan er færdig en gang langt inde i 2022 eller 23!!

Det er ikke et signal vi ønsker at sende – og heldigvis har V og DF ikke magt til at sætte udviklingen i stå. Man skal ikke ærgre sig – men undres det må man.