Debatindlæg: Venstremand vil af med siloen i Augustenborg

29. september 2021 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Byrådsmedlem Peter Thomsen, Venstre, skriver:

Socialdemokratiet vil gøre Augustenborg stor igen. Så vidt mig bekendt var det et enigt byråd, der indgik forlig og hvis Socialdemokratiet virkeligt ville gøre det, kunne de jo have trumfet det igennem i de snart otte år, de har siddet ved magten.

De vil bevare siloen på havnen i Augustenborg som klatrevæg. Siloen skal helt væk – ellers har vi jo et monstrum til at stå der i al evighed. Det er jo et forfærdeligt syn, der møder turister, når de kører ned over dæmningen for at besøge byen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et fortidslevn, der har haft sit liv, da erhvervet stadig eksisterede.

Nuvel, det har været en stor arbejdsplads, men tiden er løbet fra den og ejeren har ikke i sinde at bruge den mere.

Ejeren har selvfølgelig en kontrakt, der først udløber i 2023 og det er man nødt til at forholde sig til.

Havnen skal være indgangen til byen, der gør det tiltrækkende og får turisterne til at besøge byen.

Venstre har arbejdet hårdt på at få tilført penge i det ny budget til det videre arbejde i Augustenborg, hvor foreninger og frivillige i stor stil, har – og arbejder med – projekter, der skal videreudvikle byen, så den bliver attraktiv for både byens borgere, tilflyttere, erhvervsliv og turister. Det er vi lykkedes med i samarbejde med Hertugbyens Udviklingsforum, Hertugbyens Bevaringsforening og andre frivillige.

Artiklen fortsætter under annoncen

Pengene gør, at alle de frivillige, der er i gang, kan arbejde videre med deres projekter for at gøre byen mere attraktiv. Det er fantastisk at se, hvor mange frivillige, der er involveret i de forskellige initiativer.

Den ildhu og det engagement der udvises.

 

Nu skal forvaltningen så i gang med udarbejdelse af en Masterplan for byen, som det nye byråd så skal tage stilling til i marts 2022.