Debatkaravane med Connie Hedegaard besøger Sønderborg

2. november 2017 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

En debatkaravane med titlen ”Tiden du lever i!” kommer rundt i hele landet i et nyt samarbejde mellem LOF og Jyllands-Posten. Formålet er at sætte aktuelle emner til debat og lege med debatformen, så den i højere grad involverer publikum.

Debatkaravanen sætter fokus på, hvordan det egentlig går med danskernes syn på EU i et velfærdssamfund under pres, hvor stigende ulighed truer den nok så berømte sammenhængskraft, og hvor et nyt mediebillede oversvømmes af løse påstande og forvanskninger af sandheden. Hvor vi ser et dalende politisk engagement – særligt blandt unge. Hvad betyder alt dette for den demokratiske dannelse og udvikling?

Artiklen fortsætter under annoncen

Debatkaravanen kommer til Sønderborg på Det Blå Gymnasium, tirsdag den 28. november kl. 19.00.

Alle er velkomne, og der er gratis adgang, men LOF Syd vil meget gerne have tilmelding enten via hjemmesiden syd.lof.dk eller på telefon 73 42 10 10.

Debatkaravanens møde afvikles i tre runder, hvor perspektivet indledningsvis rettes mod verden omkring os, primært ud fra et europæisk perspektiv. Herefter bliver der trukket spor til det Danmark, vi lever i lige nu. Til slut relateres debatten til lokalsamfundet med blik på lokale udfordringer og muligheder. Der er afsat rigtig god tid til, at deltagerne kommer til orde med spørgsmål og betragtninger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvorfor en debatkaravane?

”En af folkeoplysningens opgaver er at gøre væsentlige emner til samtalestof. LOF ønsker at give danskerne – og især de lidt yngre – et nyt og mere helhedsorienteret perspektiv på dannelse og demokrati. Derfor arbejder vi sammen med Jyllands-Posten om et nyt og spændende koncept inden for debatarrangementer, der i højere grad involverer deltagerne. Arrangementerne giver deltagerne en forståelse for verden omkring os og på det samfund, vi er en del af, hvilket er oplysningsforbundenes og mediernes kerneopgave”, fortæller Dorthe Lykke Olesen, udviklingskonsulent i LOFs Landsorganisation i9 en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

I debatkaravanen i Sønderborg vil du møde:

  • Connie Hedegaard, forhenværende EU-kommissær og minister
  • Niels Nørregaard Kristensen, lektor, Institut for Statskundskab, AAU.
  • Mogens Dall, formand Landbo Syd.
  • Lars Græsborg Matthiasen, moderator, redaktør, Jyllands Posten