Sønderborg Kommune og ProjectZero inviterer til Spar Energi Festival den 24. november, hvor husejere kan få svar på, om fremtidige muligheder for at få fjernvarme, fællesvarme eller om der skal investeres i egen varmepumpe.
Spar Energi Festivalen sætter særligt fokus på de boligejere, der i dag har et gas-, olie- eller træpillefyr, og de kan få klar besked om den opdaterede varmeplan for Sønderborg Kommune, og dermed om de kan forvente, at der kommer fjernvarme i deres område. Og hvis ikke, hvilke muligheder der er for at etablere fællesvarme eller egen varmepumpe.
”Varmeselskaberne arbejder på højtryk med at afklare, hvilke kommende fjernvarmeområder i varmeplanen, der kan fremrykkes. Sønderborg Kommune, områdets tre fjernvarmeselskaber og ProjectZero samarbejder tæt og godt om planlægningen af varmeforsyningen gennem Varmeplan 2021 og Masterplan2029. Med energiforsyningskrisen og de deraf stigende priser er skiftet fra for eksempel olie og naturgas til en grøn løsning blevet endnu mere attraktiv for mange borgere”, siger Willy Feddersen, direktør for forvaltningen Teknik-, Miljø- og Bæredygtighed i en pressemeddelelse.
Varmeselskaberne og fagfolk vil være til rådighed til at svare på spørgsmål om tidsplaner, priser og andre forventninger, ligesom fagfolk står klar med svar på, hvordan boligejerne kan spare penge ved at energirenovere og ændre vaner.
”Alle kan gøre en indsats for at mindske deres energiforbrug og dermed deres energiregning, men ikke alle ved hvordan, og derfor har vi samlet de bedste eksperter inden for energibesparelser og valg af energikilder, så alle der deltager i Spar Energi Festivalen kan få konkret viden og gode forslag med hjem, så de kan komme godt og billigere gennem vinteren”, siger Anne Branderup, der er projektleder hos ProjectZero.
Spar Energi Festivalen er bygget op med en række stande, man kan besøge i løbet af eftermiddagen og aftenen og samtidig få en konkret snak med områdets førende energihåndværkere- og konsulenter samt repræsentanter fra pengeinstitutter, arkitekter, Sønderborg Kommune, fjernvarmeselskaberne og eksperter inden for energibesparelser i boligen.
Der er også mulighed for at høre en række korte oplæg om fællesvarme, varmepumper, fjernvarmemulighederne, energirenovering, afkobling af gas, Solceller, batterier og vindmøller samt generelle råd om, hvordan der kan spares penge på varme og elregningen.
Spar Energi Festivalen finder sted på EUC Syd torsdag den 24. november fra klokken 15.30 til 19.00, og der er gratis adgang for alle – og du kan læse mere om arrangementet her.




















