Den Gamle Stald på Kegnæs fejrer fem års fødselsdag

Lena Schmidt Hansen i Den Gamle Stald. privat Foto
Lena Schmidt Hansen i Den Gamle Stald. privat Foto
10. oktober 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Det var faktisk reformen af folkeskolen, som i sin tid gjorde udslaget, da Lena Schmidt Hansen valgte at sige farvel til jobbet som folkeskolelærer på Fynshav Skole af hensyn til sine tre børn.

Hendes nye arbejdstider på skolen betød, at hendes børn skulle passes længe hver dag. Lena Schmidt Hansen tog konsekvensen og sagde op, og det har hun ikke fortrudt et sekund.

I disse dage kan hun så til gengæld fejre, at det er fem år siden, hun overtog en butik på hjemøen, Kegnæs, med brugskunst og livsstil og dermed smuk og tidløs brugskunst til boligindretningen. Kegnæs nærmest krummer sig sammen under Als – ikke langt fra Sønderborg – og er forbundet med det sydlige Als via en dæmning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Butikken, Den gamle Stald, ligger ud til den centrale vej på Kegnæs, så mange gæster finder hver dag vej til stedet. Butikken er åben de fleste af ugens dage, og den bliver besøgt både af sønderjyder og af turisterne, hvoraf tyskerne udgør en stor del.

Mange turister på øen

For Lena Schmidt Hansen har det været fem år med udfordringer, idet coronaen satte sit præg på forretningslivet. Til gengæld har interessen for ferie i sommerhus siden været meget stor blandt både danskere og tyskere, og det betyder mange gæster i Den Gamle Stald. Masser af tyskere søger fred og ro, natur, hav og miljø på det sydlige Als og på Kegnæs, og det mærkes på omsætningen.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Der går ikke en dag uden, at vi snakker tysk. Turisternes interesse for brugskunst er stor, og jeg kan glæde mig over mange trofaste kunder. Turisterne bliver så glade, når jeg kan genkende dem”, siger Lena Schmidt Hansen i en pressemeddelelse.

Men også mange danskere søgere til butikken med brugskunst og livsstil. De synes, det er hyggeligt at ose i butikken, hvor der er meget at se på, og hvor der er stor inspiration at hente.

Lena Schmidt Hansen købte for fem år siden varelageret og butikken, som holdt til på en ejendom længere ude på øen. Hun flyttede butikken hjem i den tidligere stald, og hun har siden sat sit eget præg på butikken, herunder ikke mindst dens stil:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Tidligere var stilen nok noget i retning af fransk landstil, men det er stille og roligt blevet ændret i retning af den mere romantiske stil, så der er noget for alle vores kunder”, fortæller Lena Schmidt Hansen, som hvert år deltager i flere messer for at følge med udviklingen inden for området. Hun lægger ikke skjul på, at netop indkøb af varer og dermed det at finde en linje i butikkens udbud er en stor arbejdsopgave.

Køber gaver til venner

”I dag er der mange, som køber værtindegaver hos os. Vi sælger masser af julepynt i november og gaver i december, og mange tyskere tager minder med tilbage, når de er heroppe på besøg. Selvfølgelig er der mange kunder her i turisternes højsæson, men vi har besøg af alle mulige – også mange danskere og sønderjyder, som finder herned til Kegnæs for at opleve stedet og naturen”, siger Lena Schmidt Hansen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun fortæller, at hun ofte fungerer som vejviser og svarer på spørgsmål fra turisterne om Kegnæs’ historie og seværdigheder.

Det er lykkedes

”Lige nu glæder jeg mig over, at vi kan fejre fem års fødselsdag. Tiden er gået, og den er gået hurtigt. Det føles ikke som lang tid siden, at jeg åbnede butikken her ved landevejen og bød de første kunder velkommen. Jeg er glad for, at det er lykkedes de første fem år, og jeg glæder mig til at kunne udvikle butikken stille og roligt også i fremtiden, ” siger Lena Schmidt Hansen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun overvejer at åbne en web-shop, fordi den er efterspurgt blandt mange kunder. Desuden overvejer hun, hvordan hun kan leve op til især de tyske kunders ønske om at kunne få ”Einen Kaffee und einen Kuchen”.

Om der bliver indrettet en café i hjørnet af butikken, ja det vil tiden vise.

26. april 2024 Erhverv, Sønderborg

Grønt lys fra Sønderborg Varme til sammenlægning med Broager Fjernvarme

26. april 2024 Erhverv

Billigere fjernvarme til forbrugerne og bedre muligheder for at skabe et grønt fjernvarmenet. Det er et par af gevinsterne ved at sammenlægge Broager Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a, og bestyrelserne i begge selskaber har netop fået solid opbakning til at fortsætte drøftelserne om sammenlægning. Siden november har Broager Fjernvarmeselskab A.m.b.a. og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a […]

Læs mere...