Den Kongelige Køkkenhave er et tilløbsstykke

18. august 2020 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot er et tilløbsstykke, og der har været travlt siden åbningen den 25. juli 2020. Det er gratis at besøge køkkenhaven og den er åben alle ugens dage.

I den første uge var der mellem 800 og 1000 gæster per dag og det tal faldt til mellem 600 og 800 gæster per dag i uge to. Da skolerne begyndte i køkkenhavens tredje åbningsuge faldt tallet af besøgende til cirka 400 per dag. Besøgstallene bygger på medarbejdernes optællinger af gæster.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gæsterne i Den Kongelige Køkkenhave er primært kommet fra Danmark, men der har også været besøgende fra Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Spanien, Norge, Sverige, Schweiz og England.

Tilstrømningen har givet travlhed i hele haven.

“Men i høj grad også med salget af varer”, fortæller Teresa Schürmann, distriktsleder i socialpsykiatrien, som Væksthuset hører under.

“Gæsterne har især spurgt meget til vores æbler og blomster, der er blevet ”forkobberet”. Det har været et megahit, som mange har købt for at forevige besøget i Den Kongelige Køkkenhave. Derudover har der været et godt salg af lokal honning samt medarbejdernes håndarbejde med pil, strik og sy arbejde”, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Køkkenhaven bliver drevet af det socialpsykiatriske tilbud Væksthuset og formanden for Social- og Seniorudvalget, Preben Storm, glæder sig over den store succes, fordi køkkenhaven – ud over at trække flere turister til Gråsten og Sønderborg Kommune – har et andet vigtigt formål.

“Væksthusets medarbejdere har klaret det godt, selv om det har været overvældende med så mange turister. Men alle medarbejdere er meget stolte over interessen for køkkenhaven. Den stolthed er vigtig for hver enkelt at tage med i deres videre udvikling, for formålet med Væksthuset at hjælpe medarbejderne med at skabe en bedre hverdag og på sigt måske uddannelse og job”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot er en 7500 kvadratmeter stor nyttehave, hvor det er muligt at købe frugt og grønt fra haven i en nyopført gårdbutik med café. Køkkenhaven rummer blandt andet en række urter, buske med bær som brombær, hindbær og stikkelsbær, blomster og en skov af frugttræer, der vokser i espalier.

Den Kongelige Køkkenhave åbnede for offentligheden den 25. juli. I juli og august måned er køkkenhaven åbent alle ugens dage fra kl. 11.00-17.00.

Til september er køkkenhaven åben torsdag-søndag i samme tidsrum.

29. marts 2024 Erhverv, Sønderborg

1019 husstande er uden strøm

29. marts 2024 Erhverv

Ifølge Elnetselskabet N1 mistede 1019 husstande i Sønderborg – blandt andet i Jørgensgaard – strømmen ved midnat. N1 arbejder på at lokalisere fejlen og venter at der er strøm igen natten til fredag omkring klokken 02.

Læs mere...