Kunsten i Augustenborg har de seneste år fået mere national opmærksomhed, og bag udviklingen står blandt andre kunstfaglig leder Katrine Møller Madsen, der arbejder for at gøre Augustiana Kunstpark og Kunsthal til et sted, hvor både kunstnere, børn og besøgende kan få noget ud af mødet med kunsten.
Da Katrine Møller Madsen kom til Augustiana i 2024, overtog hun en kunsthal med en stærk kunstnerisk profil, og siden har en stor del af arbejdet handlet om at gøre formidlingen tydeligere og kunsten mere nærværende for publikum.
“Vores vigtigste opgave er at give publikum kunstoplevelser, der føles nærværende, sjove og tankevækkende. Det kræver, at vi formidler kunsten og har lyst til at møde de mennesker, der besøger Augustiana”, siger Katrine Møller Madsen til SønderborgNYT.
Augustiana har også fået lov til at vise værker fra Kunstakademiets afgangsudstilling, som ellers vises på nogle af landets større kunststeder, blandt andet Kunsthal Charlottenborg og Sophienholm. Katrine Møller Madsen beskriver det som ‘en kæmpe faglig anerkendelse’ og som et tegn på, at der bliver kigget mod Sønderborg som et sted, hvor det giver mening at placere aktuel og ambitiøs kunst.
Kunsthallen er også blevet optaget i Foreningen af Kunsthaller i Danmark, og ifølge Katrine Møller Madsen er det endnu et tegn på, at Augustiana i stigende grad bliver taget seriøst som en del af den nationale kunstscene.
“Jeg ser det først og fremmest som et kvalitetsstempel. Medlemskabet signalerer, at Augustiana er en professionelt drevet kunsthal på linje med de øvrige medlemmer – både overfor fonde, samarbejdspartnere og publikum”, siger hun.
Samtidig mærker kunsthallen en voksende interesse fra kunstnere, der gerne vil udstille i de historiske rammer i Augustenborg.
“Der er rift om Augustianas udstillingssale, og vi må sige nej tak til de fleste”, fortæller Katrine Møller Madsen.
Noget af det, hun selv er mest stolt af, er arbejdet med kunsthallens skoletjeneste, som er bygget op i samarbejde med Vidensby Sønderborg. Her møder kommunens børn både kunst, historie, natur og kulturarv i palæets rammer.
“Vi kan samle kommunens børn i nogle helt særlige rammer og give dem kultur, historie, krea, kunst og natur på en måde, hvor det hele spiller sammen. Det er meget meningsfyldt”, siger Katrine Møller Madsen.
Hun beskriver arbejdet på Augustiana som et arbejdsliv fyldt med både kunst, mennesker og små historier, der gør stedet levende.
“Hver dag byder på små og store oplevelser. Det kan være et barn, der siger noget kvikt eller sjovt, en konservator, der finder et nyt farvelag på palæets vægge, eller en gæst, som har boet i palæet som barn og stået på rulleskøjter i kælderen”, siger Katrine Møller Madsen.
For Katrine Møller Madsen handler arbejdet med Augustiana ikke kun om udstillinger, men også om at bruge kunsten til at åbne palæet og grænselandets historie for publikum.
“Jeg har et fantastisk arbejdsliv, hvor jeg sammen med kunstnerne arbejder med at fortælle om palæet og grænselandets historie gennem billedkunsten. Det er både smukt og inspirerende at være en del af”, siger Katrine Møller Madsen.



















