Sønderborg Kommune vil købe ejendommen på Storegade 44 i Nordborg med planer om at etablere en ny legeplads midt i byen. Målet er at styrke bylivet og skabe et attraktivt opholdssted for både børn, familier og besøgende.
Ejendommen ligger centralt – lige over for Springvandshaven, der i forvejen fungerer som offentlig park. Med opkøbet ønsker kommunen at skabe en bedre sammenhæng i bymidten og give plads til nye aktiviteter.
“Der sker en meget positiv udvikling af Nordborg bymidte i disse år, og det vil vi i Sønderborg Kommune naturligvis støtte op om. Det er med til at skabe et levende bymiljø, som ikke kun bliver til glæde for indbyggerne på Nordals, men også de mange turister, der forventes i Nordborg, når Nordborg Resort åbner”, siger borgmester Erik Lauritzen.
Beslutningen er truffet af Økonomiudvalget på anbefaling fra Udviklingsforum Nordals og ligger i tråd med ‘Masterplan for Nordals’, som fokuserer på at udvikle udvalgte områder i byen og skabe plads til fællesskab og aktivitet.
Første viceborgmester Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti glæder sig også over det nye projekt:
“Vi er glade for Udviklingsforums anbefaling og ser frem til at kunne realisere projekt, som vil bidrage til en mere attraktiv bymidte. Det er vigtigt for os at skabe rum, hvor borgerne kan mødes og dyrke fællesskabet, og vi ser frem til en ny legeplads, hvor børn og familier kan samles og nyde fritiden”.
Når legepladsen står færdig, bliver det endnu en brik i udviklingen af Nordborg som en by med stærkt fællesskab, grønne byrum og gode oplevelser for både borgere og turister.
























