Der skal fældes træer og laves kloakseparering langs Grundtvigs Allé

29. april 2023 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

I den kommende uge går Sønderborg Forsyning i gang med kloakseparering på Grundtvigs Allé og der fældes samtidig en række træer, der er angrebet af svamp. Rønnetræerne blev plantet i 1950erne og 1960erne. Vej & Park har tidligere fældet de sygeste træer, og i forbindelse med gravearbejdet bliver yderligere ti træer fældet. De øvrige ni træer på strækningen bevares for nu, og forvaltningen vil arbejde hen imod en udskiftning af alleen.

Under kloaksepareringen vil Grundtvigs Allé mellem Rojumvej og Søndre Landevej være helt spærret frem til den 30. juni. Der vil blive skiltet med omkørsel. Bybus nummer 8 vil køre via Ringgade og Rojumvej i stedet for Grundtvigs Allé, skriver Sønderborg Kommune.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge Sønderborg Forsyning er kloaksepareringen på Sønder Landevej netop blevet afsluttet, og gravearbejdet følger tidsplanen. Arbejdet på Grundtvigs Allé er den sidste etape af kloaksepareringen i Sønderborg midtby.

Kloaksepareringen gennemføres for at skåne havmiljøet og sikre byen mod oversvømmelse i regnvejr.