Det bliver dyrere at køre med busserne

17. december 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Prisstigningerne på diesel, gas og el betyder, at priserne på busrejser i Syd- og Sønderjylland stiger med i gennemsnit 4,9 procent den 15. januar. På korte rejser er stigningerne større end på de længere rejser, og priserne stiger mere på enkeltbilletter end på pendlerperioder.

”Desværre er omkostningerne til at drive den kollektive transport steget markant i den seneste tid. Samtidigt har priserne været holdt i ro i flere år, og det gør det nødvendigt at lade dem stige nu”, siger Sydtrafik-direktør Lars Berg i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Trafikstyrelsen fastsætter hvert år et loft for, hvor meget priserne i offentlig transport må stige ud fra et særligt indeks, der afspejler omkostningsudviklingen i sektoren det forrige år. Det betyder, at priserne til bus og tog i den jyske del af Region Syddanmark pr. 15. januar reguleres, så priserne samlet set ligger indenfor takststigningsloftet på 4,9 procent.

Enkeltbilletter er dyrest

Den største stigning ses på enkeltbilletterne til de korteste rejser. Enkeltbilletterne stiger nemlig med to kroner uanset antallet af zoner, så den billigste enkeltbillet går fra 24 til 26 kroner. For børn under 16 år er stigningen 1 krone og en betalende voksen kan fortsat tage to børn under 12 år med gratis. Enkeltbilletterne kan købes i Sydtrafiks app eller ved chaufføren med kontanter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rejsekort stiger mindre

På Rejsekortet kan man nøjes med en stigning på 1,25 kroner ved en 2-zoners rejse, så prisen går fra 18,25 til 19,50 kroner. Så der er stadig en del penge at spare ved at benytte rejsekortet frem for enkeltbilletter, og ligesom ved enkeltbilletterne er prisstigningerne mindre på de længere rejser.

Pensionisternes rejsekort stiger med samme procentsats, så en 2-zoners rejse går fra at koste 13,69 kr. til at koste 14,63 kroner. Hvis man rejser mellem 11-13 eller efter kl. 18.00 på hverdage, så er der fortsat 20 procent rabat på alle rejsekort, og det samme gælder lørdag, søndag og helligdage.

Artiklen fortsætter under annoncen

Pendlerkort får de mindste takststigninger

Et pendlerkort til to zoner til en måned stiger kun fra 384  til 390 kroner. Nogle pendlerkort med flere zoner får stigninger, der er lidt større, men rejser man mellem 8 og 11 zoner, vil man slet ikke opleve nogen stigning.

Pendlerkort til pensionister følger også den samme procentvise stigning, så det efter den 15. januar koster 273 kroner for et to-zoners pendlerkort til 30 dages fri rejse – mod 268,80 kroner i dag.

Artiklen fortsætter under annoncen