Det er ikke borgmesteren der beslutter bestyrelseshonorarer i Sønderborg Forsyning

9. februar 2022 Erhverv Skrevet af: Redaktion

I sidste uge udtalte Daniel Staugaard, byrådsmedlem for venstre og bestyrelsesmedlem i Sønderborg Forsyning, til SønderborgNYT, at det tidligere formandskab i Sønderborg Forsyning havde aftalt, at honorarerne for at side i Sønderborg Forsynings bestyrelse skulle stige og at det var borgmester Erik Lauritzen og den tidligere bestyrelse, der havde aftalt dette.

Men det er ikke korrekt, oplyser Tom Hartvig Nielsen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tom Hartvig Nielsen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet og tidligere formand – og nuværende næstformand, efter at Ellen Trane Nørby fra Venstre har indtaget formandsstolen – i det lokale forsyningsselskab.

”Det er alene forsyningens bestyrelse som beslutter lønstigninger til formand, næstformand og øvrige bestyrelsesmedlemmer og  der må være tale om politisk spin eller  ren og skær uvidenhed, når Daniel staugaard påstår, at der skulle være aftalt en lønstigning til forsyningsformanden Ellen Trane Nørby mellem den tidligere bestyrelse i Sønderborg Forsyning og borgmesteren”, skriver Tom Hartvig Nielsen til SønderborgNYT og understreger, at Sønderborg Forsyning er et aktieselskab (red: ejet af Sønderborg Kommune) og at det alene er bestyrelsen der kan træffe beslutning om stigning i honorarer.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Daniel og jeg har siddet sammen i bestyrelsen i den forgangne periode, hvor jeg har været formand, og vi har på intet tidspunkt drøftet en lønstigning i bestyrelsen. Til gengæld har vi i formandskabet, Peter Hansen fra Venstre og  jeg drøftet med direktøren i selskabet at det ville være rimeligt at se på en justering af bestyrelseshonoraret idet det har været uforandret i 12 år. Vi rådførte os med borgmesteren, som mente det ville være rimeligt med en stigning, men gentog at det jo var noget bestyrelsen selv kan afgøre. Borgmesteren mente at man kunne skele til dels byrådsmedlemmers honorarer og dels til andre forsyningsselskaber”, skriver Tom Hartvig Nielsen til SønderborgNYT og tilføjer, at det ikke på forhånd er givet, at formandens vederlag skal modsvare vederlaget til udvalgsformænd i byrådet, hvilket vil betyde mere end 100% lønstigning i forhold til den foregående periode.

Artiklen fortsætter under annoncen

”I socialdemokratiet mener vi, at lønnen skal afspejle arbejdsopgaverne, ligesom vi vil skele til lønniveauet i sammenlignelige forsyningsselskaber- det må efter min mening være grundlaget for den drøftelse vi skal have i bestyrelsen for Sønderborg Forsyning”, slutter Tom Hartvig Nielsen.