Hvis du skal have købet årets Julehjertesmykke, så er det sidste udkald, fordi der blot er 50 tilbage ud af de 200, som guldsmed Line Mechlenborg Madsen har lavet og de er til salg hos guldsmed og urmager Jacob Nielsen og Søn i Jernbanegade.
“Det er rigtigt dejligt, der er mange, som har købt Hjertesmykker og hvert år har det været spændende at følge med i salget. Det er jo vigtigt, at jeg laver smykker, som folk vil gå med eller give til en, som de holder af”, siger Line Mechlenborg Madsen til SønderborgNYT.
For hvert Hjertesmykke der sælges, går 150 kroner til ’En God Jul For Alle’.
Hjertesmykket 2021 koster fra 449 kroner inklusiv en sort kæde og smykket kan fås i sølv, sølv-forgyldt og 14 karat guld
Det er syvende år i træk, guldsmed Line Mechlenborg Madsen har designet og lavet Hjertesmykket.
“I år danner smykket en stjerne – og det er Nordstjernen, som viser vejen til kærligheden”, siger guldsmeden og tilføjer, at det næppe kan blive mere romantisk.
“Kravene til et Hjertesmykke er, at det skal være noget med hjerter og så må det ikke være for tidskrævende at lave”, siger Line Mechlenborg Madsen. Også hos Jacob Nielsen Guld, Sølv og Ure er tid lig med penge. Og jo mere tid, der skal bruges på hvert enkelt Hjertesmykke, jo dyrere bliver det.
“Og vi vil gerne have, at alle skal have mulighed for at købe det”.