De fire sønderjyske kommuners beredskab skal samles i et fælles selskab, et såkaldt §60 selskab, med virkning fra den 1. januar 2016. Det bliver i hvert fald indstillingen fra det sønderjyske koordinationsudvalg til byrådene i de fire sønderjyske kommuner.
I koordinationsudvalgets møde den 26. marts deltog tre af de fire sønderjyske borgmestre og et oppositionsmedlem fra hver af de fire kommuner. Koordinationsudvalget drøftede beredskabets fremtid og udvalget lægger vægt på, at det nye samlede beredskab etableres med udgangspunkt i borgernærhed og et stærkt frivilligt brandværn, skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Det fælles sønderjyske beredskab forudsætter, at alle brandmyndighedsopgaver lægges ind i selskabet. Som udgangspunkt skal kommunernes aktiver overgå til det nye selskab. Desuden skal de eksisterende aftaler med de frivillige brandværn i de fire sønderjyske kommuner indgå ved selskabets stiftelse.
Bestyrelsen for det kommende selskab har som første opgave at ansætte en ny beredskabschef. Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 10. april. Den nye beredskabschef vil herefter lede arbejdet med udarbejdelse af en ny beredskabsmodel, som byrådene i de fire sønderjyske kommuner vil tage stilling til på deres respektive møder i juni måned.