Direktør Torben Kylling Petersen stopper i Universe Science Park

24. august 2023 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Universe Science Park har siden foråret 2023 arbejdet på en strategiplan, som skal sikre Parken kommerciel vækst ved at udnytte potentialet i de mange nye gæster der forventes til området, når Nordborg Resort åbner i 2025. I forlængelse af strategiplanen er det besluttet at lede efter en ny profil til direktørposten.

Det skriver Universe i en pressemeddelelse.

Det betyder, at bestyrelsen for Universe Science Park og parkens mangeårige direktør, Torben Kylling Petersen efter gensidig aftale har valgt at afslutte samarbejdet. Mens arbejdet med at finde en ny direktør er i gang, vil Christian Bjerring – suppleret af Martin Johanning fra Bitten og Mads Clausens Fond – fungere som midlertidig ledelse, indtil der er fundet og ansat en ny direktør for Universe Science Park. Begge er allerede i arbejdsgruppen for den nye strategi mellem Universe og Nordborg Resort, og vil sammen med den øvrige ledelse i Universe være garanter for en god afslutning på den indeværende sæson i Universe.

Artiklen fortsætter under annoncen

Strategien for at udnytte potentialet i den mange feriegæster har prioritet,  idet Nordborg Resort åbner i 2025. Dermed skal også Universe fra sæson 2025 være klar til en stor stigning i aktivitet og indtjening, så de kan byde velkommen til op mod 50.000 flere gæster.

Det er et omfattende arbejde, som kræver andre kompetencer i forhold til at sikre vækst og udnyttelse af potentialet for Universe. Torben Kylling Petersen har stået i spidsen for Universe Science Park siden 2016, og har i sine syv år på posten medvirket til at parkens besøgstal i perioden er vokset mere end 50 procent, samtidig med at den høje kvalitet i gæsteoplevelsen er blevet sikret.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selv i 2023 er der opnået publikumsrekord trods en våd sommer, som har betydet at mange andre oplevelsesparker i Danmark har haft faldende besøgstal.