Dørene til det nye dyrehospital er åbnet

26. maj 2020 Erhverv

Nu er dyrehospitalerne i Sønderborg og Gråsten flyttet sammen i en splinterny bygning ved Porten til Sønderborg, som har en beliggenhed, der gør, at dyrehospitalet er let at finde og der er gode tilkørsels- og parkeringsforhold.

“Vi begyndte at flytte fra både Sønderborg og Gråsten i torsdag og nu er vi så småt ved at være på plads, siger dyrlæge Karina Ryborg til SønderborgNYT. Både hun og medarbejderne er glade for de nye rammer.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Her er der plads til et mødelokale og vi har et dejligt køkken, så vi ikke skal sidde og spise ved skranken, hvor folk kommer ind”, siger hun. Hertil kommer det nyeste udstyr og masser af plads til at behandle på.

“850 kvadratmeter gør, at vi kan klare alle dyrlægeopgaver og også have 24 timers vagtservice, der dækker Sønderborg og nabokommunerne”, siger Karina Ryborg.

“Vi har åbnet dyrenes nye supersygehus”.

Katte og hunde mødes ikke

Katte og hunde har hver sit vente- og behandlingsområde – og der gøres meget for, at de kan føle sig trygge, når de er indenfor i det nye dyrlægehospital.

“Som kattevenlig dyreklinik forstår vi kattenes behov og vi har kattevenlige omgivelser”, siger dyrlægen, der allerede mandag begyndte at behandle både hunde og katte.

På dyrehospitalet er der ni dyrlæger, ni veterinærsygeplejersker og to elever.

Læs også om Andreas Welins vægmalerier der pryder stedet.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk