Nytårsaften kan være svær for mange dyr, og det er derfor vigtigt at tage forholdsregler for at gøre aftenen så tryg som muligt, fortæller Smilla Koch, veterinærsygeplejerske hos Alsia Dyrehospital i Augustenborg, til SønderborgNYT.
Hun forklarer, at reaktionen på fyrværkeri ses primært hos hunde og katte: ”Nogle hunde og katte er mere sensitive end andre, og fyrværkeri kan virke meget skræmmende på dem. Det er vigtigt at tage nogle forholdsregler for at gøre aftenen så tryg som muligt”.
Smilla Koch anbefaler, at man bliver hjemme hos sit dyr nytårsaften og sørger for at skabe rolige rammer. ”Træk gardinerne for, så lysglimt fra fyrværkeriet ikke kan ses, og tænd for radio eller tv, så der er baggrundslyde, der kan overdøve bragene. Et mørkt rum med velkendte lyde skaber tryghed”.
For hundeejere er det vigtigt at lufte hunden tidligt på aftenen, før fyrværkeriet for alvor begynder, så dyret undgår den utryghed, som bragene kan skabe. Samtidig bør både hunde og katte holdes inde nytårsaften for at forhindre, at de løber væk i panik, advarer Smilla Koch.
Hvis dyret er særligt nervøst, kan medicin overvejes som en løsning: ”Der findes beroligende midler, som kan fås i håndkøb eller på recept fra dyrlægen, hvis angsten er rigtig slem. Man bør dog altid rådføre sig med sin dyrlæge, før man giver medicin, påpeger hun”.
Smilla Koch opfordrer kæledyrsejere til at vise tålmodighed og omsorg og understreger, at nytårsaften handler om at støtte sit dyr og gøre alt, hvad man kan, for at skabe ro og tryghed.


















