EASV-studerende løftede årets praktik-virksomhed til næste niveau

29. april 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Modsætninger mødes og sød musik opstår, men Melanie Holbæk Pedersen havde ikke forestillet sig, at uddannelsen Design & Business på Erhvervsakademi SydVest, EASV, skulle føre hende til VVS-branchen.

Men efter et succesfyldt praktikforløb hos VVS-Trading på Ellegaardvej er hun nu fastansat i virksomheden, som hun med sin indstilling også har sikret titlen som Årets EASV Praktik 2021.

”Jeg troede oprindeligt, at min uddannelse skulle føre til en karriere i tøjbranchen, men da muligheden bød sig for en praktikplads hos VVS-Trading, blev jeg enig med mig selv om, at branchen nok var mindre vigtig, så længe jeg kunne arbejde med branding”, siger Melanie Holbæk Pedersen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den indstilling var lige hvad VVS-Trading havde brug for, fortæller Leon Roy, der er Director Business Area VVS hos VVS-Trading. Han er imponeret over, hvad Melanie Holbæk Pedersen har udrettet, først som praktikant sammen med to medstuderende og siden som medarbejder.

”Vi er en ambitiøs virksomhed, og vi har oplevet stor vækst på vores brands. Men vi er aldrig tilfredse, og nu skulle vi tage vores brands til næste niveau. Vi vidste også, at vi havde brug for en profil med en helt anden baggrund, end dem vi i forvejen har i huset, for at kunne løfte os. Den profil fandt vi i Melanie, der virkelig har formået at styrke vores designmæssige og visuelle identitet, så vi i dag står knivskarpt med en tydelig identitet i markedet”, forklarer han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Både Leon Roy og Melanie Holbæk Pedersen roser hele holdet hos VVS-Trading for at tage imod den nye profil og de nye tanker og tilgange med åbne arme. Det er også en af årsagerne til, hun indstillede virksomheden til prisen.

”De havde tilrettelagt et rigtig godt praktikforløb med masser af udfordringer, ansvar og opbakning, og så har jeg været omgivet af fantastiske kolleger hele vejen igennem”, siger Melanie Holbæk Pedersen. Leon Roy mener i høj grad, at succesen skyldes, at alle parter har været motiveret af at få friske øjne på de udfordringer, VVS-Trading stod over for.

Artiklen fortsætter under annoncen

”På hele virksomhedens vegne er jeg utrolig stolt, både af resultaterne og af titlen som Årets Praktik. Det er et resultat af alle medarbejdernes indsats. De har været klar over betydningen af projektet, og de har virkelig steppet op og involveret sig”, konstaterer han.

VVS-Trading og Melanie Holbæk Pedersen skal nu repræsentere EASV i landsfinalen, der finder sted den 10. maj på Centralværkstedet i Aarhus.