Efter en opbremsning skal der investeres i studieboliger og befolkningstilvækst

Flere studerende kræver flere studieboliger. Arkivfoto: Ole Kæhler
Flere studerende kræver flere studieboliger. Arkivfoto: Ole Kæhler
14. marts 2024 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Sidste år var der en række planlagte opgaver, som ikke blev lavet, ganske enkelt fordi det ville blive for dyrt.

“Materialer og meget andet var steget betydeligt og derfor trådte vi på bremsen. Pengene skubbede vi videre til 2024”, sagde borgmester Erik Lauritzen på et pressemøde.

”Det er meget tydeligt, at de store nedskæringer i løbet af 2023 også har sat sig i, at der på en række områder har været bremset så meget op, at der er et betydeligt mindreforbrug, og der er projekter, der nu skubbes til 2024, fordi de simpelthen ikke er kommet i gang”, siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi deler Udvalget for Erhverv og Grøn Væksts opfattelse af, at der er behov for at overføre og sætte flere penge af til bosætningsindsatsen i Kommunen. Det er og bliver nødvendigt at arbejde endnu mere intensivt for at sikre tilflytning og fastholdelse så vi kan vende den befolkningstilbagegang, der har været gennem de seneste byrådsperioder. Skal vi nå vores fælles mål om at være mindst 77.000 indbyggere i kommunen, når vi når 2030, så kræver det også fælles vilje til at gøre endnu mere for at nå det mål”.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi skal investere i flere studie og kollegieboliger i Sønderborg Kommune, så vi kan følge med optaget på uddannelsesinstitutionerne i området. Der skal både på DSB-grunden, på Bülowsvej og ved Skovvej opføres studie- og kollegieboliger over den kommende tid, men der skal endnu mere til”, siger hun videre.

”Der er både brug for flere permanente attraktive studieboliger, men også midlertidige boliger er der brug for og det kræver yderligere kommunal støtte og det støtter venstre for vi skal arbejde uddannelsesstrategisk for at nå målet om at være den største og bedste studieby i Syd- og Sønderjylland”.

Artiklen fortsætter under annoncen