Egen UI vinder på udebane – og kom tættere på oprykning

Arkiv-foto - Egen UI
Arkiv-foto - Egen UI
18. oktober 2020 Kultur Skrevet af: Redaktion

Hutte-li-hut! Det råbte kommentatoren i mikrofonen. Det var i 1992 i EM-finalen, hvor John Faxe Jensen scorede til 1-0 for Danmark mod Tyskland.

Havde samme kommentator været til stede i Mosen i Kolding til fodboldkampen mellem Kolding Boldklub og Egen UI, ville han have råbt det samme i det 45 minut, sidste minut før pausefløjtet.

Oscar Brodersen sender kantspilleren Andreas Buch afsted med følt aflevering ved midterlinien. Andreas tager i fuld fart tre hurtige træk med bolden, og fra 30 meters afstand kanonerer han bolden afsted.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sekundet efter blafrer netmaskerne til føringen 1-0 for udeholdet Egen UI – uden chance for hjemmeholdets målmand, der står som lamslået.

“Sikke et mål”, siger Egen-træner Martin Prokopek i en pressemeddelelse.

Det blev også kampens eneste mål, i en kamp hvor Egen vel havde bolden i 80 procent af tiden. Især 2. halvleg blev en kamp, hvor Egen UI sad tungt på spillet. Det kan vel tælles på en hånd, hvor ofte Kolding-spillerne fik lov til at lave mere end to afleveringer, inden Egen-spillerne igen havde tilkæmpet sig bolden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men flere mål blev det ikke til i kampen. Ikke fordi Egen ikke havde yderligere chancer; men resolutheden, som Andreas Buchviste ved scoringen manglede i de afgørende situationer for Egen-angriberne.

Så trods et skud på stolpen og et skud på overliggeren sluttede kampen 1-0 til udeholdet Egen, som jo ellers har det svært på udebane.

Det betyder at Egen i denne sæson – helt uden sidestykke – nu har vundet 5 udekampe og spillet en kamp uafgjort. Efter der nu er spillet 12 kampe har Egen UI vundet 10, spillet en uafgjort og tabt en kamp.

Artiklen fortsætter under annoncen

Meget tæt på oprykning

Kan Egen vinde næste hjemmekamp, som finder sted på lørdag kl 13.00 på Linak Arena i Guderup, vil oprykningen til Jyllandsserien blive sikret.

Det vil i givet fald være 3. gang klubben rykker op i Jyllandsserien – første gang var i 2010.

“Vi håber derfor at se rigtig mange tilskuere til den spændende og afgørende kamp på lørdag”, siger Martin Prokopek.