Egernsund wienerberger styrker naturen omkring sine teglværker

Lokale tiltag fra egernsund wienerberger gavner naturen. Pressefoto

Lokale tiltag fra egernsund wienerberger gavner naturen. Pressefoto

4. maj 2025 Broager Skrevet af: Michael Kjær

Med egne biodiversitetsambassadører, systematiske datamålinger og konkrete tiltag som strategisk beplantning har egernsund wienerberger i 2024 øget biodiversiteten omkring sine danske teglværker med 1 %. Resultatet er en del af en metodisk indsats i hele koncernen, hvor 2024-tallene tegner et lovende billede.

Teglvirksomheden egernsund wienerberger arbejder målrettet på at beskytte og fremme biodiversiteten som en del af sin overordnede bæredygtighedsstrategi. De første målinger, på trods af at være beskedne og med statistisk usikkerhed, peger i den rigtige retning. Ved at fokusere på tre specifikke bioindikatorer – sommerfugle, bier og fugle – viser tallene en gennemsnitlig forøgelse på 1 % fra 2023 til 2024 omkring virksomhedens danske teglværker.

Artiklen fortsætter under annoncen

Særligt Vesterled Teglværk markerer sig med en forøgelse på 10 procent.

Bag resultaterne står en række praktiske initiativer. På teglværkerne i Sønderjylland, Thy og på Fyn er græsarealer blevet omlagt, der er plantet mere varieret vegetation, og opsat fuglekasser samt insekthoteller – alt sammen for at skabe bedre vilkår for den lokale fauna.

“Vores tilgang er ikke perfekt, men den er en vigtig start på et udviklingsarbejde, som fortsætter over de kommende år. Fordi vi måler, bliver vi tvunget til at handle aktivt og skabe positive forandringer. Vi planter træer, skaber nye naturområder og arbejder systematisk med dataindsamling – alt sammen for at sikre en reel effekt”, udtaler Kristian Knorr Svane, bæredygtighedschef i egernsund wienerberger, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

For at sikre en systematisk indsats har wienerberger-koncernen siden 2023 arbejdet mod målet om at forbedre biodiversiteten med 10 % frem mod 2026. En baseline-måling blev udført i samarbejde med eksterne biologer, og siden har virksomhedens egne biodiversitetsambassadører tre gange årligt registreret fugle, bier og sommerfugle på faste ruter.

De danske indsatser er del af en bredere, international strategi, hvor biodiversitet er ét af flere ESG-fokusområder. Blandt de mest markante initiativer er målet om at plante ét træ pr. ansat hvert år frem til 2026 – i alt 100.000 træer. I 2024 har den nordiske del af koncernen bidraget med 2.300 træer til Anebjerg Folkeskov i Skanderborg, og endnu 2.300 træer i Litauen. I 2026 fortsætter initiativet i Norge.

Artiklen fortsætter under annoncen

Virksomheden arbejder også tæt sammen med lokale myndigheder om håndteringen af lergrave. Når udvindingen ophører, genetableres områderne i henhold til aftaler, enten som oprindelige naturområder eller som nye naturtyper som vådområder, græsland eller rekreative områder.

“Vi arbejder med arealer og råvarer – ler, sand, savsmuld og vand. Derfor har vi et ansvar for at minimere vores aftryk og skabe positiv forandring, hvor vi kan. Når vi forbedrer biodiversiteten, skaber vi ikke bare bedre levesteder for dyr og planter – vi styrker også relationen til de lokalsamfund, vi er en del af”, siger Kristian Knorr Svane.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...