Det er langt fra første gang, at daglige brugere af Egernsundbroen må væbne sig med tålmodighed og finde alternative ruter. Nu skal broen igen under reparation, og det betyder fuld spærring i flere nætter over de kommende uger.
På grund af nødvendigt vedligeholdelsesarbejde på broens klapkældre vil Egernsundbroen være helt spærret for al trafik – både biler, cyklister og gående – i to nætter i både uge 13 og 14, nærmere bestemt fra onsdag den 26. marts 2025 klokken 22:00 til torsdag den 27. marts 2025 klokken 05.00 samt fra onsdag den 2. april 2025 klokken 22:00 til torsdag den 3. april 2025 klokken 05:00.
I uge 15 bliver det en smule lettere for visse trafikanter, da broen i to nætter udelukkende er spærret for biler, mens gående, cyklister og trafikanter med mindre køretøjer, under en meter i bredde, fortsat kan krydse broen via en midlertidig, men stejl, gangbro – nærmere bestemt fra tirsdag den 8. april 2025 klokken 22:00 til onsdag den 9. april 2025 klokken 05:00 samt fra onsdag den 9. april 2025 klokken 22:00 til torsdag den 10. april 2025 klokken 05:00.
I uge 13 og 14, hvor broen er totalspærret om natten, bliver der tilbudt alternativ transport. Her kan man kontakte Dybbøl Turist på telefon 25 57 49 25. Taxaen kører udelukkende mellem Ulsnæs Centret ved Sundnæs og parkeringspladsen syd for Egernsundbroen ved Havnevej. Det er ikke muligt at blive hentet eller sat af andre steder, og transporten er gratis for brugerne. Det oplyser Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Broens klapper skal stå åbne, mens vedligeholdelsen udføres – og derfor er spærring af hele broen nødvendig og arbejdet lægges i nattetimerne for at genere trafikanterne mindst muligt.


















