El-færgen Ellen, der sejler mellem Fynshav og Søby, bliver taget ud af drift i en ti-dages periode fra i dag, mandag den 12. maj, til og med torsdag den 22. maj 2025. I den periode vil der ikke være sejlads på overfarten.
Ifølge Ærøfærgerne skyldes driftsstoppet, at Ellen skal i dok, men det er endnu uklart, om det hænger sammen med de batteriproblemer, færgen har kæmpet med tidligere på året.
Allerede i februar reducerede Ellen sine daglige afgange fra fem til fire og dengang forklarede direktør for Ærøfærgerne, Kim Nielsen, at færgen havde behov for nye batterier for at kunne opretholde den oprindelige sejlplan. Om det netop er nye batterier, der nu skal installeres, er dog ikke bekræftet.














