Når flaget går til tops, og musikken spiller på Rådhustorvet, handler det om at sige tak til dem, der har været udsendt i Danmarks tjeneste. Fredag den 5. september 2025 klokken 15:30 markerer Sønderborg Kommune Flagdagen som en del af Kultur- og Idrætsnatten. Her hyldes veteraner fra Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Udenrigsministeriet og Sundhedsvæsenet.
Siden 2009 har 5. september været national flagdag, og i Sønderborg bliver den holdt hvert år for at vise respekt og anerkendelse. Borgmester Erik Lauritzen understreger, at veteranerne har en vigtig plads i kommunen:
“Vi har mange veteraner i Sønderborg Kommune, og Byrådet har derfor et stort fokus på vores veteranindsats. Flagdagen giver os mulighed for at reflektere over denne indsats og sikre gode forhold for vores veteraner. Vores veterankoordinator Kim Andersen og de fællesskaber, vi støtter på blandt andet Sønderborg Kaserne, hvor der også findes en veteranforening og andre militære grupper, spiller en vigtig rolle i at hjælpe tidligere udsendte”, udtaler borgmesteren i en pressemeddelelse.
På dagen deltager kommunaldirektør Tim Hansen, borgmester Erik Lauritzen og Anders Nordtorp, der selv har været udsendt til Kroatien, med taler. Broager Brandværnsorkester sørger for musik, og traditionen tro lægges der kranse og blomster ved mindestenen på Rådhustorvet.
“Med den aktuelle situation i verden, herunder krigen i Ukraine, er det stadig relevant at fokusere på Danmarks veteranindsats. Jeg håber, at mange veteraner, deres pårørende og andre interesserede vil møde op og deltage i markeringen af Flagdagen. Det er en vigtig dag, hvor vi viser respekt for de personer, der har været udsendt på missioner for Danmark”, siger Erik Lauritzen.
Flagdagen finder sted fredag den 5. september 2025 på Rådhustorvet i Sønderborg. Ceremonien starter klokken 15:30, og arrangementet slutter senest klokken 18:00. Deltagere kan efter ceremonien nyde en forfriskning og en hotdog ved rådhusannekset.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















