En halv million kommunekroner gives til handelstandsforeningerne

12. august 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Der er penge på vej til handelsstandsforeningerne i Sønderborg Kommunes tre største byer: Sønderborg, Nordborg og Gråsten. Politikerne i Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme har netop besluttet at sende støttekroner til de tre handelsstandsforeninger, der har søgt om økonomisk hjælp på grund af Corona, som fortsat præger turisme- og handelsbranchen, skriver Sønderborg Kommune.

”Mange udenlandske turister kan fortsat ikke besøge Sønderborg-området grundet restriktioner i ind- og udland, og det betyder færre besøgende i butikkerne. Støttekronerne midler skal derfor bruges til at skabe aktive handelsbyer, som kan tiltrække danske turister og dermed minimere tabt omsætning i butikkerne i årets turistsæson”, siger Stephan Kleinschmidt, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme.

Artiklen fortsætter under annoncen

Foreningerne påpeger, at de ikke har penge til at løfte den ekstraordinære situation, men har behov for understøttelse for at kunne opretholde tiltrækningskraften i år.

Udvalgspolitikerne har besluttet at bevilge i alt 500.000 kroner, der fordeles med 333.333 kr. til Vores Sønderborg, 83.333 kr. til Nordborg Handel og 83.333 til Gråsten Handel.

”Det er vigtigt for os at støtte op om gode handelsbyer og derfor vil vi gerne støtte handelsstandsforeningerne, der har opgaven med at optimere handelslivet i de tre byer gennem samarbejde på tværs af butikkerne, så handelsbyerne skaber gode handelsoplevelser. Et attraktivt handelsliv er samtidig vigtig for vores høje turistambitioner”, siger næstformand, Jesper Kock.

Artiklen fortsætter under annoncen

De tre handelsstandsforeninger fik også et kommunalt Corona-tilskud i 2020 på i alt 750.000 kr. Vores Sønderborg fik 500.000 kr., mens Nordborg og Gråsten Handel hver fik 125.000 kr.