En lokal forfatter åbner døren til et nyt univers

Romanen udspringer af mødet med den danske middelalder. Privatfoto

Romanen udspringer af mødet med den danske middelalder. Privatfoto

30. november 2025 Kultur Skrevet af: Sissel Vinther

Sara Viviane Macêdo fra Sønderborg fandt først modet til at skrive, da livet tog en drejning, hun ikke havde set komme. I 2021 fik hun en brystkræftdiagnose, og det blev et vendepunkt, der fik hende til at samle trådene fra sin barndoms fantasiuniverser og give dem plads i voksenlivet.

Det, der før havde været en drøm, hun bar rundt på i det stille, blev pludselig noget, der skulle tages alvorligt. Samtidig begyndte mødet med Danmark at åbne nye lag af inspiration, fordi historien her føltes tættere og mere fysisk, end hun havde oplevet andre steder.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Da jeg kom hertil og stod i direkte kontakt med slotte, historie og den virkelige middelalder, mærkede jeg en gnist, der blev stærkere. Det gav mig det sidste skub. Det var som om fortid og nutid pludselig stod side om side. Jeg kunne mærke, at det var nu, jeg skulle give mig selv lov til at skrive”, fortæller Sara Viviane Macêdo til SønderborgNYT.

Siden har hun udgivet fire bøger på portugisisk og flere på engelsk, og nu udkommer hendes første danske roman, ‘Den første rytterske’. Når hun ikke skriver, arbejder hun som HR- og rekrutteringsrådgiver, hvor hun hjælper unge fra mange forskellige lande med at finde sig til rette i Danmark og skabe et fundament i landbruget.

Artiklen fortsætter under annoncen

Arbejdsdagene er fyldt med ansvar, praktiske opgaver og menneskelige møder, som ofte sætter sig dybere, end man lige ser på overfladen.

“Jeg møder mennesker, som flytter langt hjemmefra og starter forfra. Mange af deres fortællinger inspirerer mig indirekte i mit forfatterskab, fordi de minder mig om mod, håb og identitet. Der ligger så meget i at skulle bygge et liv op et nyt sted, og nogle af de følelser sniger sig ind i mine karakterer”, siger hun.

Inspirationen til ‘Den første rytterske’ udspringer både af fascinationen for dansk middelalder og af hendes egen rejse gennem flere kulturer og livsperioder.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun forklarer, at hovedpersonen, Seicha, bærer små afspejlinger af hende selv, uden at det er en bevidst selvbiografisk fortælling. Seicha lever i to verdener – en nutid, hvor hendes mentale tilstand udfordrer virkeligheden, og en fjern fortid i kong Arthurs rige – og det spændingsfelt gav Sara Viviane Macêdo mulighed for at udforske både indre og ydre konflikter.

“Jeg kan se spor af mig selv i hovedpersonen. Følelsen af at stå mellem to verdener. At ville bryde tabuer. Og at holde fast i ligestilling og styrke, fordi det betyder noget for mig. Da jeg skrev, gik det op for mig, hvor meget af min egen livsoplevelse der også lå mellem linjerne i hendes historie”, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under annoncen

At sende en bog ud i verden er stadig forbundet med sårbarhed. Selvom skrivningen i sig selv giver hende ro, kræver det noget helt andet at blive læst – især når historien indeholder personlige lag. Hun beskriver det som en del af processen, der både er givende og udfordrende, fordi man åbner et rum, hvor andre får lov at træde ind i noget, der betyder meget.

“Hver historie bærer et lille stykke af mig, og det kræver mod at sende den ud i verden. Man håber, at de rette læsere finder den, men samtidig ved man, at man viser noget, der ligger tæt på én selv. Det er et skridt, jeg stadig skal tage en dyb indånding for at tage”, siger hun.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...