Enhedslisten: Pas på vores gamle bygninger

13. november 2017 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Byrådsmedlem Anders Brandt, Enhedslisten, skriver:

Vores gamle bygninger er vigtige.

De skaber hyggelige byrum, hvor det er rart for mennesker at opholde sig.

De rummer historien om de mennesker, som i sin tid byggede og levede i dem.

De vidner desuden om gamle håndværk, som næsten ikke findes mere, samt om en arkitektur fra dengang, hvor man gjorde sig umage, når der skulle bygges nyt.

De er bygget på et tidspunkt, hvor materialer var dyre og arbejdskraften billig.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derfor gjorde det ikke så meget, at det tog tid at opføre en bygning og forsyne den med flotte detaljer, vinduer og døre.

Vi mener derfor i Enhedslisten, at Sønderborg Kommune skal passe på sine flotte gamle bygninger – både på landet, i landsbyerne og i de større byer.

Vi går ind for bevaring og ikke hovedløs og kortsigtet nedrivning.

Vi ser ikke nogen modsætning mellem bevaring og udvikling.

For det betaler sig at sætte gamle bygninger i stand og skabe gode miljøer, hvor folk har lyst til at være og opholde sig.

Artiklen fortsætter under annoncen

Flere undersøgelser, bl.a. gennemført af Realdania, har vist at bevaringsværdige enfamiliehuse har højere værdi, helt op til 30 procent mere end gennemsnittet, og skaber værdi for naboerne; jo flere bevaringsværdige bygninger, jo højere merværdi, helt op til 13 procent, for ikke-bevaringsværdige bygninger og boliger i kommunen.

Målt på bundlinjen skaber den gamle bygningsarv med andre ord værdi: Nye borgere betyder flere skatteydere i kommunen, vedligeholdelse sikrer håndværkerne spændende arbejde og turister skaber nye arbejdspladser i lokalområdet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ansvaret for landets bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer er kommunernes.

Det er dem der, gennem kommune- og lokalplaner, administrerer tilladelser til istandsættelser, tilbygninger og eventuelle nedrivninger.

Det er altså de valgte kommunalpolitikere, sammen med de kommunale forvaltninger, der har indflydelse på, hvordan vi forvalter bygningskulturarven.

Vi håber i Enhedslisten, at den nye kommunalbestyrelse er sig dette bevidst. Og i Sønderborg byråd vil Enhedslisten arbejde for at det sker!

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg har i denne byrådsperiodeperiode mange gange taget en debat, hvor jeg har modsat mig nedrivning af huse med kulturværdier.