Enighed på tværs af partier: Sønderborg skal være et tryggere sted for LGBTQ+ personer

Byrådskandidater pegede på veje til et åbent og mangfoldigt Sønderborg

Byrådskandidater pegede på veje til et åbent og mangfoldigt Sønderborg

20. august 2025 Samfund Skrevet af: Sissel Vinther

Der var bred enighed, da LGBTQ+ Sønderborg tirsdag aften havde inviteret politikere, organisationer og borgere til debat på Sønderborg Kaserne. Fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Slesvigsk Parti, Dansk Folkeparti og Enhedslisten deltog byrådskandidater og repræsentanter, og alle pegede på behovet for mere viden og handling, hvis Sønderborg Kommune skal blive bedre til både at støtte LGBTQ+ personer og til at fastholde dem i området.

Aftenens debat kredsede især om to temaer: hvordan fagpersoner og kommunale medarbejdere kan klædes bedre på til at møde LGBTQ+ borgere, og hvordan Sønderborg kan blive et sted, hvor flere har lyst til at blive boende. Efter debatten fik SønderborgNYT en snak med flere af de deltagende partier.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fra Slesvigsk Parti understregede Leif Curdes, at viden skal gøres konkret og tilgængelig i hverdagen:

”Det handler om, at man tør tage samtalen. Hvis man ikke ved nok, ender man med at træde ved siden af, og det er ikke fair over for den borger, man står overfor. Derfor er det vigtigt, at kommunen arbejder tæt sammen med foreninger som LGBTQ+ Sønderborg, så man hele tiden får nye input. For os er det en naturlig del af at skabe et trygt Sønderborg for alle”.

Hos SF var meldingen, at kommunen må tage mere ansvar for at give medarbejderne de rette redskaber.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi kan ikke nøjes med at sige, at alle skal behandles lige. Det kræver, at medarbejderne faktisk ved, hvad de gør i praksis. Hvis vi vil fastholde LGBTQ+ personer i Sønderborg, skal vi vise, at her møder man fagfolk, der forstår én, uanset om det er i skolen, på plejehjemmet eller på jobcenteret. Det er et område, hvor Sønderborg Kommune bør gå forrest”, udtalte byrådskandidat Kim Kugel Sørensen på vegne af Socialistisk Folkeparti, hvor også byrådskandidaterne Timm Bøttger og Hans Georg Henningsen deltog.

Artiklen fortsætter under annoncen

Også Socialdemokratiets Jette Damsø Henriksen, der deltog som afløser for Didde Lauritzen, lagde vægt på behovet for konkrete redskaber.

”Vi skal have helt konkret viden ude i alle led, ellers kommer vi til at begå fejl – ikke af ond vilje, men fordi medarbejdere ganske enkelt ikke har redskaberne. Hvis en transmand, der stadig har en livmoder, kommer ind i sundhedsvæsenet, skal personalet vide, hvordan man håndterer situationen. Derfor arbejder vi i regionen med handlingsplaner og guidelines, og det kunne også være en idé i Sønderborg Kommune. Det handler ikke kun om flotte ord, men om at gøre det praktisk og håndgribeligt”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Også Enhedslisten pegede på, at kommunen må tage et større ansvar.

”Det er ikke nok at overlade det til de enkelte medarbejdere at finde ud af, hvordan man møder LGBTQ+ personer. Kommunen skal gå foran og sikre uddannelse og klare retningslinjer. Samtidig handler det om signaler – om at vise, at Sønderborg er et sted, hvor man kan være sig selv og blive mødt med respekt”, lød det fra Enhedslistens byrådskandidat Louise Andersen, der sammen med Therese Kolmos deltog i debatten.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dansk Folkepartis Tobias Brus Mikkelsen fremhævede, at DF er i gang med at udvikle et politisk arbejdsprogram på området.

”Jeg har været med til at skrive udkastet til en politik om seksuelle minoriteter i DF, og det har vi aldrig haft før. Det handler blandt andet om seksualundervisning i folkeskolen og om, hvordan vi kan skabe rum for unge, der ikke altid føler, de passer ind. For mig er det vigtigt, at kommunen understøtter fællesskaber, hvor alle unge kan få støtte – uden at man nødvendigvis skal sætte labels på. Vi skal undgå at skabe kløfter og i stedet tale om borgere på lige fod”.

Aftenen viste, at der på tværs af partierne er vilje til at tage fat på udfordringerne. Både når det gælder at give medarbejdere bedre viden, lave konkrete retningslinjer og skabe fællesskaber, hvor LGBTQ+ borgere føler sig hjemme.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...