Er du nysgerrig – så bestil en forsker og bliv klogere

21. februar 2022 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Hvis du er sulten efter viden, står døren nu på vid gab for muligheder, uanset hvor du bor her i Syd- og Sønderjylland. Efter to år med restriktioner er den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn tilbage på fuldt blus.

Et af festivalens mange tilbud er Bestil en Forsker, og det giver rig mulighed for at møde en ekspert på netop det felt, hvor du er mest nysgerrig. 95 af forskerne møder op personligt, hvis du bor i Syd- eller Sønderjylland. Hvis du foretrækker et onlineforedrag, er der 137 forskere at vælge imellem.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og spændvidden af valgmuligheder er stor: Måske vil du lære, hvad tarmbakterier har af betydning for vægttab, hvordan solcellesystemer egentlig virker, lære om parasitter i fisk eller måske om det danske sprogs fortid. I alt står 231 forskere klar til at gå på talepodiet, når Forskningens Døgn åbner for foredrag 23. april og syv døgn frem. Heraf har 32 af dem bopæl i Region Syddanmark.

Uddannelses- og Forskningsministeriet arrangerer Forskningens Døgn i år for 18. gang.

“Forskning er essentielt for at løse fremtidens udfordringer, og det er fascinerende og spændende. Derfor glæder det mig, at alle borgere får mulighed for at komme helt tæt på forskerne. Forskning er for alle og kan berige den enkelte, ligesom den stimulerer nysgerrighed hos både børn og voksne”, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Foredragene varer 30-90 minutter og kan holdes alle vegne – på arbejdspladsen, på skolen, i en forening, på et bibliotek eller måske hjemme hos dig selv. Alle videbegærlige kan bestille et gratis foredrag. De eneste betingelser er, at man kan stille med et lyttende publikum på mindst 20 personer og kan tilbyde passende rammer for både forsker og publikum.

Forskerne, der stiller sig gratis til rådighed med deres viden, kommer med få undtagelser fra SDU eller et af Danmarks øvrige universiteter. De er eksperter inden for naturvidenskab, kultur og samfund, krop og sundhed, teknologi og innovation.

Artiklen fortsætter under annoncen

I fjor blev alle foredrag på grund af covid-19 afviklet digitalt. Det blev en stor succes, og derfor kan man for mange af foredragenes vedkommende vælge, om man vil bestille et online foredrag, eller om man foretrækker fysisk fremmøde.

Du kan bestille en forsker nu og frem til den 30. marts. Forskningens Døgn og foredragene afvikles fra 23. april til 30. april med cirka 700 begivenheder og foredrag i hele landet og mere end 70.000 besøgende.

Formålet med Forskningens Døgn er at øge danskernes forståelse for forskning og forskningens betydning for vores hverdag og det danske samfund.

Artiklen fortsætter under annoncen

Se de forskellige foredrag og bestil en forsker her: Bestil en Forsker

 

19. april 2024 Uddannelse, Sønderborg

Rektor kan ikke sige om der skæres ned på SDU i Sønderborg

19. april 2024 Uddannelse

Forligspartierne er enige om, at der i forhold til et gennemsnit af optaget mellem 2018 og 2022 fremadrettet skal beskæres otte procent i antallet af nye akademiske bachelorstuderende. På grund af den demografiske udvikling – og mindre ungdomsårgange – er procenttallet efterfølgende blevet opjusteret, så der på nationalt niveau skal optages ca. 10 procent færre […]

Læs mere...