Byrådsmedlem Erik Lorenzen, Fælleslisten, skriver:
Venstre prøver i flere medier at miskreditere Fælleslisten for at følge den økonomiske politik som er vedtaget af et enigt Byråd – og dermed også af Venstre. Ikke brugte økonomiske midler skal – som altid – i kassen. Dette gælder også de 14,7 mio. som er tilbage, når de værste følger af lockouten er kompenseret. Fælleslisten havde gerne set at alle pengene var brugt i folkeskolen, men som lærerlønninger i april måned. Venstre stod fuldt bag den uforsonlige linje som KL kørte i forhold til lærerne, både lokalt og landspolitisk. Holdningen var, at nu skulle lærerne en gang for alle bankes på plads. Der skulle ikke indgås noget kompromis. Der var kun en løsning, et diktat fra oven, lig med det regeringsindgreb KL havde i baghånden.
Nu er den nye folkeskolelov vedtaget og vi kender nogle af de tiltag der er nødvendige i den forbindelse. Det kunne være etablering af lærerarbejdspladser på skolerne og andre tiltag, der kan genskabelærernes tillid og arbejdsglæde.
Disse ting eller andre delelementer af den ny folkeskolelov der på fornuftig vis og som der alligevel skal investeres i, støtter Fælleslisten fuldt ud. Men det skal være som konkret beskrevne sager på Børn- og Uddannelses-udvalgets dagsorden. Om det så er 5, 10 eller 15 mio., det tager vi i Fælleslisten stilling til, når sagerne kommer frem.
Ikke som Venstre, der prøver at høste billige point ved bare at sige, at alle pengene skal blive inden for skoleområdet uden at kende formålet.