Fælleslisten: Biogas i Sønderborg – nytter det noget?

20. juni 2019 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Det fyger med påstande og mange har rigtig svært ved at  finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert i debatten. Mange tror at biogassen kun lige kan dække gasbussernes forbrug, men faktisk kan biogassen erstatte næsten al naturgas i kommunen!

Og dermed næsten fjerne naturgassens CO2-aftryk i kommunen, skriver Fælleslisten.

Det er en langt større virkning end de fleste forestiller sig.

Fælleslisten vil gerne bidrage med nogle fakta om biogassen, som fortæller hvad biogassen vil betyde for os allesammen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mange spørger også, hvor stor en indflydelse den har på visionen om at blive CO2-neutral i 2019.

Tallene er offentligt tilgængelige, men mange kender dem ikke.

Biogassen kan erstatte al naturgas i kommunen

Sønderborg kommune indførte gasbusser for et par år siden. De skal senere køre på biogas. Mange har fået den opfattelse, at biogassen kun lige rækker til busserne. Men det er helt forkert!  Der er planlagt to biogasanlæg i kommunen. Det ene i Glansager ved Augustenborg er ved at blive bygget. Det andet ved Kværs ventes godkendt om kort tid. Glansager kan levere 17,5 millioner kubikmeter biometan til gasnettet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Biometan er biogas, der er opgraderet, så det svarer til kvaliteten af naturgas og kan ledes ind i naturgasnettet. Kværs kan levere 20 millioner kubikmeter.

Altså leveres tilsammen 37,5 millioner kubikmeter til gasnettet.

I 2017 blev der i Sønderborg kommune forbrugt knap 42 millioner m3 naturgas.

Biogassen kan altså erstatte omkring 90procent af den naturgas der blev brugt i Sønderborg kommune i 2017.

Hvis der fortsat bliver lavet energibesparelser, der hvor man bruger naturgas, så er det ikke urealistisk, at biometan kan komme til at dække al gasforbrug i kommunen.