Fælleslisten byder alle kandidater og borgere til dialogmøde i Kværs

16. oktober 2017 KV2017 Skrevet af: Ole Kæhler

Har vi gjort det godt nok?

Hvad skal vi have fokus på de kommende fire år – for den enkelte borger, for lokalsamfundet og for kommunen som helhed?

Det er bare et par af de spørgsmål, Fælleslisten meget gerne vil have svar på, når listen inviterer til møde i kantinen på Gråsten Fjerkræ i Kværs lørdag den 28. oktober fra kl. 11 til 13.

“Det er ganske vist os, der har taget initiativ til mødet, men vi håber virkelig, at også kandidater fra de øvrige partier og lister vil deltage, så vi kan få en god, konstruktiv og livlig debat om forholdene i de mindre lokalsamfund. Alt handler jo ikke om Sønderborg, siger Fælleslistens borgmesterkandidat, viceborgmester Aase Nyegaard i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er mange emner at tage fat på: Busforbindelser, erhvervslivets muligheder i et lille samfund, skoler, børnehaver og byggegrunde – for nu at nævne eksempler”.

“Det er i lokalsamfundene, vi lever og bor – derfor skal politikken ikke bestemmes fra et partihovedkontor i København. For os handler det om at inddrage borgerne, lytte til dem og på den måde sikre, at også deres ønsker og behov bliver imødekomme”t, siger Aase Nyegaard.

“Der er sikkert noget, vi skal gøre bedre de næste fire år. Det er vi klar til. Derfor er det vigtigt for os som lokalpolitikere at få borgernes reaktion, ellers har vi jo ikke noget at styre efter”.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi gik måske for vidt, da vi centraliserede efter kommunesammenlægningen i 2007. Det udelukker jeg ikke, men er der noget vi skal rette op på, så kom frit frem. Ting kan jo ændres. Vi er som en lokalliste til for, at de lokale interesser også bliver hørt”.

“For mig er et vælgermøde som det i Kværs ikke et sted, hvor vi lover i guld og grønne skove. Tværtimod. Vi ønsker at forholde os konstruktivt til de spørgsmål, der bliver rejst. Samme indgangsvinkel håber jeg, de øvrige partier og lister, der måtte dukke op, har. Det er jo gennem dialog med borgerne, vi kommer videre”, siger borgmesterkandidaten.