Byrådskandidat Jens Liebe-Lndgreen, Fælleslisten, skriver:
Hvordan er det dog vi behandler vores syge og handicappede personer her i Sønderborg Kommune?
Jeg kom her i eftersommeren i kontakt med en borger, der led af Sclerose i svær grad, samt et utal af andre alvorlige lidelser.
Denne borgers historie om kampen mod kommunen, gjorde mig både trist og sur.
Sagen tog udspring i sagen om fornyelse af en handicapbil.
For halvandet år siden stod bilen til udskiftning, hvilket i mine øjne burde være en formsag, men det var det bestemt ikke.
Kommunes Social og Senior-afdeling mente, at der skulle laves en hel ny vurderingen af bilens indretning, med henblik på at begrænse omfanget af specialudstyr i bilen, hvilket jo bare er et udtryk for, at der skal spares penge.
Social og Senior-afdelingen burde jo være bevidste om, at en sygdom som Sclerose aldrig bliver bedre, det kan kun gå ned af bakke, så en vurdering af, om der kan spares på udstyret i bilen er helt ude af proportioner.
I henhold til servicelovens §114, Bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter serviceloven, §11 stk.3, kan kommunen beslutte at godkende købet af ny bil, via en forenklet sagsbehandlingsprocedure.
Sønderborg Kommune valgte at se bort fra denne mulighed, hvilket bevirkede at sagen endte i Ankestyrelsen, hvor den lå i lang tid, da styrelsen valgte at lade sagen gå som en principafgørelse.
Den pågældende borger var, her sidst på sommeren, ved at kapitulere, da der bare ikke skete noget i sagen fra kommunens side.
Det lykkedes Aase Nyegaard og jeg, at få et møde med Social og Senior-udvalget, og dette møde blev opfulgt af et nyt møde, hvor borgeren og dennes ægtefælle, undertegnede og tre ansatte fra Social og Senior-afdelingen deltog.
Via Ankestyrelsens beslutning, lykkedes os at pille Social og Seniorudvalgets begrundelse for afvisningen af diverse hjælpemidler i den nye bil, fra hinanden. Vores tolkning af styrelsessvar blev taget til efterretning, og to dage efter, modtog borgeren en besked om at bil med diverse hjælpemidler var blevet bevilliget.
Jeg vil i den forbindelse gerne takke Lene Gram Herborg for at tage sig af sagen så hurtigt efter vores første møde, og sætte streg under at dette læserbrev ikke er en kritik af de ansatte i Social og Seniorforvaltningen.
Nu er spørgsmålet- kan vi være bekendte at behandle vores syge og handicappede medborgere på denne måde?
Den pågældende borger er meget ressource stærk og stædig, hvilket jo nok gjorde udslaget i denne sag, men hvad med de ikke så resourcestærke personer?
Skal de bare finde sig i kommunens evindelige sparerunder, og se deres liv blive mindre og mindre værd?
Hvor er vores kommunens respekt for disse mennesker?
