Når foråret nærmer sig, fyldes kasernen i Sønderborg igen med sangglæde og fællesskab. Det Sønderjyske Sangcenter inviterer til fællessang i uge 8-11, hvor sangglade deltagere kan mødes og synge sammen hver mandag klokken 16:30 og tirsdag klokken 10:00.
”Vi finder sangbøgerne frem, kaffen er varm, og vi glæder os til at synge en masse dejlige forårssange”, siger kunstnerisk leder Mette Rasmussen, der leder tirsdagsholdet, mens Tim Hansen står for mandagsholdet.
Med klaveret i front guider de to undervisere deltagerne gennem velkendte og nye sange, krydret med små historier og anekdoter.
”Vi arbejder med at få sangen til at klinge endnu bedre. Vejrtrækning og kropsholdning gør en stor forskel, og med lidt god instruktion kan vi løfte sangen helt op over kasernens tage”, fortæller Mette Rasmussen.
Alle, der har lyst til at synge, er velkomne, det kræver ingen særlige forudsætninger, kun lysten til at synge med. Tilmelding foregår via FOF Sønderborgs hjemmeside, oplyser Det Sønderjyske Sangcenter i en pressemeddelelse.