Rådhustorvet bliver fyldt med sang, smil og fællesskab fredag den 13. juni 2025, når Det Sønderjyske Sangcenter igen inviterer til Alsang. Fra klokken 16:30 til 17:30 kan alle synge med på en stribe velkendte sange – de fleste hentet fra højskolesangbogen – og nyde stemningen midt i Sønderborg.
Et lokalt band med Steffan Grarup på klaver, Asger Laursen på kontrabas og Alfred Laursen på trommer spiller for, mens Sønderskovskolens kor og Sangcentrets børnekor sørger for ekstra lyd og energi. Ida Hymøller styrer det hele som konferencier og lover en eftermiddag med varme toner og godt humør.
Der er også tænkt på ganen. I samarbejde med Grand Café byder arrangementet på frikadeller, kartoffelsalat og en kold øl, vand eller sodavand til 150 kroner. Maden kan nydes under åben himmel – måske med en sang i munden.
“Det bliver festligt, hyggeligt og sjovt. Vi glæder os til en dejlig eftermiddag fyldt med sang og musik”, fortæller Ida Hymøller i en pressemeddelelse fra Det Sønderjyske Sangcenter.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















