Fællesskabet var i centrum til svømmeklubbens store jubilæumsfejring

20. august 2023 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Flere hundreder mennesker strømmede i løbet af lørdagen til Humlehøj Hallen for at deltage i fejringen af Svømmeklubben Sønderborgs 70-års jubilæum og de mange forskellige aktiviteter for store og små.

I svømmehallen blev der badet med havfruehaler, svømmet om kap og spillet vandpolo; i gymnastikhallen var der hoppeborg, tombola med flotte præmier og gratis popcorn; udenfor kunne man få sig en ringriderpølse eller en is – og overalt løb glade og ivrige børn rundt og forsøgte at finde det næste spor i den store skattejagt, skriver svømmeklubben.

Artiklen fortsætter under annoncen

Med andre ord en mindeværdig dag for Svømmeklubben Sønderborg, som også fik flotte ord med på vejen af gode samarbejdspartnere: Christel Leiendecker, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, Pia Johansen, formand for SvømDanmark og Karin Thade Petersen, landsdelsbestyrelsesmedlem i DGI Sønderjylland.

“I hører til den slags foreninger, som en kultur- og fritidspolitiker ser på med særlig glæde og stolthed”, indledte Christel Leiendecker sin lykønskningstale og roste i samme ombæring klubbens indsats for at skaffe flere medlemmer efter coronanedlukninger og indførelse af heldagsskolen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det skyldes barske vilkår uden for jeres kontrol. Men I sidder ikke bare og hænger med hovedet. I er fulde af kreativitet og gode idéer til, hvordan I kan blive flere medlemmer igen. Hvis noget rimer på ”vand”, så prøver I det af”, sagde hun.

Ligeledes fremhævede udvalgsformanden klubbens vigtige arbejde med at lære børn og voksne at svømme.

“Sønderborg Kommune har omkring 250 kilometer kyststrækning. Stadig flere mennesker søger ud på vandet, når de skal bevæge sig. Vand er herligt. Det giver muligheder. Men vand kan også være farligt. Også her spiller Svømmeklubben Sønderborg en vigtig rolle. I lærer nemlig ikke blot folk at svømme – I lærer dem at svømme godt. Og I lærer dem glæden ved at svømme!, sagde hun.

Artiklen fortsætter under annoncen

Flotte ord var der også fra formanden for SvømDanmark, Pia Johansen.

“SvømDanmarks mission er at skabe optimale rammer for sunde og almendannende fællesskaber i og omkring vand, hvor kvalitet, læring, tryghed og præstation er i fokus. Man skulle tro, vi tænkte på jer den dag, vi formulerede den. Alle omkring klubben løser opgaver, som er vigtige for, at det hele spiller. Træneren på kanten, svømmeskolelederen, officials, holdledere, omklædningsvagter, kagebager og alt muligt andet. I skaber alle sammen tilsammen en fantastisk ramme for det gode fællesskab”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fællesskab var også et nøgleord for formand i Svømmeklubben Sønderborg, Claus Træger. Han var glad og stolt over at se de mange fremmødte på dagen.

“Uden fællesskaber ville tingene ikke hænge sammen, og klubfællesskabet er netop grunden til, at vi er her i dag. Jeg vil gerne takke alle, der har bidraget og støttet op om dagen – det gælder frivillige, sponsorer, udvalgsformand, bestyrelsen og ansatte. Jeg ved, at der er brugt store kræfter på, at den skulle blive så god, som den er blevet”, sagde han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du kan SE BILLEDER HER.

5. maj 2024 Kultur, Sønderborg

Morsom Brecklings Bogcafé med Bent Jensen

5. maj 2024 Kultur

Flere end 200 mennesker indfandt sig søndag eftermiddag i Sønderborghus, hvor Brecklings Bogcafé havde besøg af LINAK-ejer Bent Jensen til en samtale om bogen, Den bedste idé, der handler om netop Bent Jensen og LINAK. Vanen tro tonede Allan Breckling alene frem på scenen og bød velkommen, hvorefter Bent Jensen kom ind – og han […]

Læs mere...