OPDATERING 22/5-25 KL: 17:02: Færgen er trukket fri.
Torsdag morgen udviklede sejlturen fra Bøjden Havn sig uventet for passagererne ombord på færgen Frigg Sydfyen. Kort efter afgang mod Fynshav gik færgen på grund, hvilket har ført til omfattende aflysninger og behov for ekstern assistance. Det skriver TV 2 Fyn.
“Uheldet skete lige efter, at færgen var sejlet fra Bøjden Havn klokken 7. Den blev ramt af et kraftigt vindstød og stødte på en sandbanke, hvor den satte sig fast”, fortæller Jesper Maack, kommunikationschef hos Alslinjen, til TV 2 Fyn.
Ombord befinder der sig 50 personer og 21 køretøjer og ingen personer er kommet til skade og der er umiddelbart ingen tegn på skader på færgen, men den vil blive undersøgt af en dykker, når den er blevet frigjort, siger kommunikationschefen.
“Der er nu blevet rekvireret slæbebåde fra Svendborg, som skal hjælpe med at få færgen trukket fri”, siger Jesper Maack til TV2 Fyn
Fyns Politi bekræfter hændelsen og oplyser, at grundstødningen fandt sted omkring klokken syv.
Alle afgange på ruten mellem Bøjden og Als er indstillet frem til klokken 16. Ifølge Maack er der umiddelbart ingen tegn på skader på færgen, men den vil blive undersøgt af en dykker, når den er blevet frigjort.




















