En ny analyse fra Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed viser, at Sønderborg Kommune har fokus på at holde udgifterne til administration nede og kommunen ligger under landsgennemsnittet og har de laveste administrationsudgifter blandt de fire sønderjyske kommuner.
I analysen fremgår det, at de samlede administrative udgifter pr. indbygger i Sønderborg er faldet over de seneste år. I 2017 brugte kommunen 10.913 kroner pr. indbygger, mens tallet i 2024 er faldet til 10.045 kroner. Til sammenligning er landsgennemsnittet 10.463 kroner pr. indbygger.
“Det har været en væsentlig prioritet for Byrådet at reducere administrationsudgifterne i Sønderborg Kommune, som vi vil fortsætte med de kommende år. Fokus har været på at omdirigere midler til velfærdsområderne, som er tættere på borgerne. Det er dog stadig nødvendigt at have administrative medarbejdere, der kan indsamle, behandle og levere de nødvendige data, som nye love og regler kræver. Derfor har Byrådet også tilført ressourcer til ansættelse af mere myndighedspersonale i Sønderborg Kommune, hvis vi skal opretholde den ønskede kvalitet i vores sagsbehandling og fortsætte den gode udvikling af Sønderborg Kommune”, udtaler borgmester Erik Lauritzen der er tilfreds med udviklingen og understreger, at den lave administrationsudgift er resultatet af en bevidst politisk strategi.
Den eneste kategori, hvor Sønderborg Kommune ligger over landsgennemsnittet, er ‘Øvrige administrationsudgifter udover løn’. Det skyldes, at kommunen ikke har ét samlet rådhus, hvilket medfører højere udgifter til leje af kontorfaciliteter.
“Det gør, at vi i opgørelse scorer højt på dette område, fordi administrationen i vores to store forvaltninger, Børn, Uddannelse og Sundhed samt Omsorg og Udvikling, bor til leje på henholdsvis Jyllandsgade og på Ellegaardvej. Årsagen til ikke at bygge nyt for at samle administration yderligere, skyldes primært, at Byrådet har prioriteret skolerenoveringer i de kommende år gennem Skolernes Årti”, siger Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti og første viceborgmester, i en pressemeddelelse.

















