Fleksibel arbejdstid kan gøre SOSU-jobbene attraktive

30. oktober 2018 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

En lang række sydjyske kommuner kommer til at mangle SOSU-assistenter. Fleksibel arbejdstid skal gøre faget mere attraktivt, mener SF’s Karina Lorentzen.

Ifølge dugfriske tal fra FOA vil være massiv SOSU-mangel i Sydjylland, når vi runder 2028.

Ifølge Karina Lorentzen, medlem af seniorudvalget og folketingskandidat, er den udstrakte brug af deltid en af årsagerne til, at det bliver svært at rekruttere.

SF fik i 2016 lavet en rapport som viste, at kun 4 procent på Kolding Kommunes plejecentre har et fuldtidsjob. Det svarer til 13 personer.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er meget få, der drømmer om at uddanne sig til deltid, og jeg er overbevist om, at hvis man kigger ind i livslang lavere indtjening, så vælger unge faget fra. Samtidig er det uanstændigt, at SOSU’erne i så udstrakt grad ikke kan få lov at tjene en fuld løn. Det betyder da noget for deres økonomi og for ligestillingen generelt, fordi det forbliver et kvindefag, når vilkårene ikke er attraktive”, siger Karina Lorentzen i en pressemeddelelse.

Løsningen hedder fleksibel arbejdstid

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge nye tal fra FOA vil der mangle lidt under 300 SOSU’er i Kolding Kommune i 2028. Den mangel skal bekæmpes med fleksibel arbejdstid.

“Jeg kæmper for, at SOSU’er og pædagoger får ret til at gå op og ned i tid. Det har SF’s tidligere borgmester i København haft succes med, og jeg tror, at det vil øge trivsel og arbejdsglæden at kunne vælge sin arbejdstid. Når man er ung, er man klar til at tage fat, mens man går lidt ned i gear, når man får børn eller bliver lidt ældre. Det skal der være plads til”, siger Karina Lorentzen.