På onsdagens møde i Økonomiudvalget blev der sagt ja til at sælge et boligområde i Sundsmark samt givet tilsagn om støtte til opførelsen af 14 almene familieboliger i Vollerup.
I et område mellem Tennis Allé og Sundsmarkvej i Sønderborg skal der udvikles en helt ny bydel. Sønderborg Kommune ejer ca. 65 % af arealet, mens resten er på private hænder og nu skal den kommunale del sælges, hvilket Økonomiudvalget har godkendt.
Som SønderborgNYT skrev i går, er der boliger på vej til Vollerup, hvor en privat bygherre ønsker at opføre otte private boliger, mens Sønderborg Andelsboligforening planlægger at bygge 14 boliger. På onsdagens møde i Økonomiudvalget blev der givet tilsagn om at godkende grundkapitalen til byggeriet.
“For at understøtte Byrådets ambition om at øge bosætningen og befolkningsudviklingen skal vi skabe attraktive boligområder – og det er tilfældet med begge projekter. Især udviklingen af en ny bydel ved Sundsmark vil bidrage til at imødekomme den store efterspørgsel på boliger i Sønderborg by. Samtidig er der stor interesse for almene familieboliger i Vollerup, så det projekt er også betydningsfuldt for at sikre et varieret boligudbud i Sønderborg Kommune”, siger borgmester Erik Lauritzen, i en pressemeddelelse.
Også Stephan Kleinschmidt glæder sig over, at der nu er udsigt til flere attraktive boliger i Sønderborg:
“Slesvigsk Parti har længe mærket den stigende interesse for boliger i Sønderborg. Hvis vi vil være en kommune, hvor folk har lyst til at bosætte sig, skal vi også sikre attraktive boliger – og det kan vi gøre her. Begge projekter bidrager til at styrke bosætningen og byens udvikling. Udvidelsen ved Sundsmark imødekommer den store efterspørgsel i Sønderborg by, mens de almene boliger i Vollerup sikrer et varieret boligudbud for alle”, siger Stephan Kleinschmidt.
Økonomiudvalget skulle også tage stilling til salget af en række arealer ved Sønderborg Lufthavn, som kommunen har ejet i mange år. En del af disse er allerede overdraget til lufthavnen i forbindelse med dens udvikling, men der er stadig et restareal, som kommunen ikke skal anvende fremadrettet. Derfor ønsker man at sælge området, der omfatter et græsareal, parkeringsanlæg samt et vejstykke på i alt 16.353 kvadratmeter.
“Når Sønderborg Kommune har arealer ved Sønderborg Lufthavn, som vi ikke skal anvende, giver det god mening at sælge. Særligt fordi vi på den måde frigør arealer, der kan styrke lufthavnens udviklingsmuligheder og dermed sikre dens fremtid til glæde og gavn for Sønderborg Kommune og hele Sønderjylland. Sønderborg Lufthavn er et trafikalt knudepunkt, som har stor betydning for hele området – i særdeleshed for erhvervslivet, men også for private”, siger Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti.
Selvom Økonomiudvalget har godkendt punkterne, skal Byrådet også sige ja.




















