Flere landsbybusser og en countrycar skal ud og trille

16. april 2016 Sundeved

Brandt, sidder på passagersædet ” width=”300″ height=”200″ /> Erling Junker fra Lysabild Landsbyråd har sat sig bag rattet, mens landdistriktsudvalgets formand, Anders K. Brandt, sidder på passagersædet

Forsøget med en landsbybus i Dynt/Skelde/Gammelgab udvides nu til også at omfatte Lysabild området og Kværs/Tørsbøl/Snorum. Samtidig introduceres en “countrycar”, så unge studerende kan tage på udflugt på landet for at surfe, køre mountainbike, spise is eller noget fjerde.

Når holdboldspillerne skal til træning, de ældre til foredrag eller dameklubben til modeshow, så er det måske rigtig smart at låne landsbybussen. Så kan flokken være i én bil i stedet for to – det er lidt hyggeligt, og så er det også godt for miljøet.

Den mulighed får borgerne i Lysabild og i Kværs/Tørsbøl/Snorum nu også i en otte måneders forsøgsperiode, efter at borgerne i Dynt/Skelde/Gammelgab med succes har testet en lånebus-ordning. Forsøget er muligt, fordi Sønderborg Kommunes landdistriktsudvalg – støttet af Trafikstyrelsen – har fået mulighed for at stille tre ni-personers landsbybusser til rådighed og tre landsbybiler.

”Busserne passer som fod i hose med både vores indsats for at styrke landområderne og med vores klimapolitik. Og så synes jeg, der ligger en fantastisk god læring i, at landsbylaugene selv skal tage ansvar for at styre brugen – med kørebøger, bookingportal og samarbejde”, siger Anders Brandt, formand for landdistriktsudvalget.

Ud over de tre landsbybusser kommer der også to personbiler til Lysabild og Kværs/Tørsbøl/Snorum, samt en “country car”, som Sønderborg Student Foundation får stillet til rådighed – efter aftale med landsbylauget i Dynt/Skelde/Gammelgab – så de kan besøge landdistrikterne. Også her gælder, at de unge selv skal administrere brugen af bilen og stå til ansvar for den.

Godt for udviklingen

Forsøget med landsbybusser og landsbybiler er usædvanligt i Danmark:

”Hvis vi mener noget med, at vore landdistrikter også skal have del i udviklingen, så må vi stille faciliteter til rådighed, så det er muligt. Offentlig transport er ikke optimal på landet, fordi der ikke er så mange passagerer, men så må vi finde løsninger, der passer til behovet dér, siger Anders Brandt.landsbybusser_0088

Trafikstyrelsens pulje “Alternativ kollektiv transport i yderområderne” betaler halvdelen, Sønderborg Kommune den anden halvdel.

”Vi glæder os rigtig meget til at få rådighed over bilen, og vi tror, der bliver rift om den – ikke mindst om sommeren”, siger Anders Rævedal, som sammen med to medstuderende fra SDU, Levke Jepsen og Monika Ivanova, har sat sig til rette i country car’en foran Alsion, da bilerne i denne uge blev udleveret til både landsbylaug og Student Foundation.

”Vi glæder os til at få bilen og kunne tilbyde grupper at bruge den. Vi har fået et par unge, Therese Wildenschild og Nanna Lenger, til at lave en Facebook-side for bilen, og friskolen vil stå for bookingen. Så nu skal vi bare i gang – det skal nok fungere”, siger Niels Peter Nielsen fra landsbylauget i Kværs-Tørsbøl, som i morgen, lørdag 16. april kl. 14 – 16, har en lille fejring Kværs af, at bussen er kommet og nu kan tages i brug. Det sker foran friskolen.

 

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk